Fatime. Hindbad i Pillegrimsdragt.
Hindbad.
Guds Fred med dig! Propheten signe dig!
Fatime.
Tak for dit Ønske, fromme Vandringsmand!
Hindbad.
From kan jeg ikke kaldes, naar jeg staaer
Ved Siden af den hellige Fatime.
Fatime.
Allah er hellig, Muhamed er hellig,
Jeg er en skrøbelig, en blysom Qvinde.
Hindbad.
Dit Rygte er bekiendt. Den Godes Rygte
Udbreder sig, som Morgenrødens Straaler,
Og lokker Nattens Sønner hid, at de
Kan vederqvæges i det varme Skiær.
Fatime.
Hvor er du fra?
Hindbad.
Mit Hiem er Afrika.
Men skiønt Arabiens Ørk, det røde Hav,
Og Nilens Sump var mellem mig og dig,
Saa lød dit fromme Navn dog til mit Øre.
Fatime.
Hvis saa er, maa jeg takke Hændelsen.
Hindbad.
Du boer i Persien?
Fatime.
Ja, Vandringsmand!
Midt i en mørk og tæt forvoxet Skov
Har Egnens Bønder bygget mig en Hytte.
Hindbad.
Og vandre daglig til din Eensomhed,
At høre dine trøstefulde Ord.
Man siger at Propheten elsker dig
Saa høit, at han har givet dig den Kraft
At læge Hovedværk og andre Smerter,
Naar du den Syge rører med din Haand!
Fatime.
Ind i Naturens Kraft kan Ingen skue,
Og mindre i den Høyes Fadergodhed;
Hvad Tillid i den Frommes Favn formaaer,
Det viste Nazaræeren sit Folk.
Han var en hellig, høi Prophet fra Himlen,
Jeg kun en Qvinde; men jeg frygter Gud,
Min stille Vandel er at tækkes ham.
Naar Mennesket omtumler sig imellem
De vilde, sandselige Jordens Lyster,
Faaer Jorden Overhaand; det ranke Hoved,
Som skabtes til at hæve sig til Himlen,
Nedsynker tungt, blier døsigt og forvirret.
Naar da det, af en dybtindplantet Drift,
Tyer fra sin Tummel atter til det Gode,
Da kan en skyldfrie og uskyldig Haand
Vel glatte Angersrynken ud igien,
Og muntre Sindet med et venligt Haandtryk.
Hindbad.
Har Rygtet Ret? og er det sandt, man siger,
At Prinds Aladdin med sin Brud Gulnare
Er her i Mekka dennegang, som Pilgrim?
Fatime.
Igaar han var her med sin unge Hustrue,
Imorges tidlig reiste han herfra
Bort, med en talrig, persisk Caravane,
Hindbad
med kiendelig Utilfredshed og Bestyrtselse.
Saa er han reist?
Fatime.
Hvi kan det krænke dig?
Hindbad fatter sig.
Jeg er fra Afrika, som du har hørt;
Jeg vilde seet ham — havde Ting at tale
Med ham af Vigtighed. — Jeg er en Kiøbmand,
Det var i Pengesager. — Borte er han,
Og hen til Persien er ingen Springvey.
Fatime.
Min Ven! fortryd ey mit velmeente Ord,
Men tak du Allah for sit Fadervink!
Den hellige Prophetes Fødselssted
Er Samlingspladsen for en ydmyg Flok
Bodfærdige og fromme Pillegrimme,
Men ingen Kahn og ingen Kiøbmandsbørs.
Hindbad.
Tilgiv mig, fromme Kone! Du har Ret.
Saa let kan Verdens Lyster sysselsætte
Den svage Siel, selv naar den vil det ey.
Du qvalte venlig den ufromme Tanke,
Jeg lover dig, den skal ey atter opstaae.
Med Gudsfrygt vil jeg her tilbringe Tiden,
Og med den næste Caravane gaaer jeg
Til Persien. Maaskee vi følges ad?
Fatime.
Min Ven! jeg drager ey med Caravanen,
Jeg vandrer ene, langsomt paa min Fod.
Det er nu saa min Grille. Denne Reise
Giør jeg hvert tredie Aar, og den bekommer
Mig saare vel. Det ahner ellers mig,
At denne blier den sidste. Jeg er gammel!
Drag du, min Ven! kun hen med Caravanen;
Jeg vandrer bort i Morgen allerede.
Men kommer du til Persien, og finder
Det Gangen værd at hilse paa mig der,
Saa finder du mig atter i min Skov,
Hvor jeg kan gieste dig med Melk og Frugter.
Hindbad.
Tak for dit Tilbud! Lev ret vel saalænge,
Jeg ønsker megen Lykke til din Reise.
Fatime.
Reisen til Gud er altid lykkelig.
De skilles ad.