Noureddin. En gammel Kiøbmand.
Kiøbmanden.
Det troer jeg nok! en saadan Reise trætter.
Men, dersom I vil troe mig paa mit Ord,
Saa vær forsikkret om, I har ey reist
For Intet. Persien er værd at see.
Det var den altid, nu dog meer end før,
Fra den Tid, som jeg sagde Jer, Aladdin
Forskiønner og forherliger vort Rige.
Der er nu først det underlige Pallads!
Noureddin.
Ja, dette Pallads, hvordan hænger det
Med det ret sammen? Giør mig klog paa det?
Kiøbmanden
langsom og rolig.
Hvordan det hænger sammen? Bie, min Pibe
Gik ud, den maa jeg tænde først igien;
Eet giøres maa, et Andet ey forsømmes. —
Hvordan det hænger sammen, kiere Landsmand?
Ney, det er sandt! I er en Afrikaner.
Men ligemeget, Landsmænd dog for det,
Hvis ikke I er født i Maanen?
Noureddin.
Ney,
Jeg er en Jordbeboer, Ven! som I.
Kiøbmanden.
En Muldvarp! Nu, din Skaal, min Broder!
Gid du maa længe rode om endnu
I Mulm og Mørke; nu og da imellem
Opstikke Næsen lidt mod Solens Lys,
Men strax forbluffet dukke ned igien,
Og rode flittig til du bliver træt.
Jeg er det alt, min gode Ven! Min Tid
Er snart forbi.
Noureddin.
Saa spild den ikke da;
Men siig, som sagt, hvordan det hænger sammen
Med Prinds Aladdins underfulde Pallads!
Kiøbmanden.
Ja, det er sandt! Smøger. Hvordan det hænger sammen?
Ih nu! det hænger meget herligt sammen.
Fortræffelige tykke Marmorstene.
I ryster ikke Muren fra hinanden,
Min gode Ven! Det staaer jeg inde for.
Noureddin utaalmodig.
Men —
Kiøbmanden.
Men hvordan det ellers hænger sammen!
Ja! Det forstaaer jeg mig ey mere paa,
End hvordan nylig min Tobak gik ud,
Og hvordan jeg fik Ild i den igien.
Noureddin.
Men —
Kiøbmanden.
Hver har saa sit eget Lune, seer I!
Een bygger langsomt op, og sammenskraber
Materialier fra alle Kanter.
Naar det er giort, saa gaaer det med en Muren;
Men dog forhaster man sig ikke derfor,
Man spiser Frokost, Middags-, Aftensmad,
Dog alt imellem, og gaaer smukt tilsengs,
Til rette Tid, hver Nat, naar man er søvnig.
Er Noget muret alt for galt, saa rives
Det ned igien; og saadan fares fort,
Til ey det taaler meer at røres ved.
Naar det er giort, saa kommer en Polerer
Og glatter Alt, og saa er det istand. —
En anden, løierlig naragtig Karl
Blier født til Verden, som en Spindelvæv!
Han haler Alting af sig selv, og hviler
Ey før den hele Bygning færdig staaer;
Og det er giort mens en fornuftig Mand
Faaer tændt og røget ud sin Morgenpibe.
Det maa man aldrig nu fortryde paa!
Hver følger saa sin egen Siels Natur.
Noureddin.
Saa denne Bygning blev saa hurtig færdig?
Kiøbmanden.
Det kommer an paa hvad I kalder hurtig.
Troer I, den stod der i et Øieblik,
Saa krøb Aladdin langsomt, som en Snegl;
Thi han behøved fast en Nat dertil.
Noureddin.
Kun Een?
Kiøbmanden.
Kun Een? — Hvad tænker I, min Ven!
Om Muhamed, vor hellige Prophet?
I sætter ham dog over dette Pallads?
Noureddin.
Naturligviis.
Kiøbmanden tørt.
Da tør jeg sværge paa,
Hans Fader brugte ey en Nat engang,
Til at faae ham istand. Det var dog mere!
Noureddin.
I skiemter!
Kiøbmanden.
Ney, min Ven! jeg skiemter ey. Lægger Piben.
Hvad vil I bryde Jer om Sammenhængen?
I seer det hænger sammen; det er nok.
Giør, hvad I, som en Adams Søn, kan giøre!
Gaae hen og see. Lad ey Jert Øie blindes!
Og kast det ey blot paa en enkelt Gienstand.
See paa det Hele, saa paa hver en Deel,
Og dernæst atter hurtig paa det Hele.
Jeg vædder, Ven! I faaer saa stor Respekt
Da for Bygmesteren, at tydeligt
I føler Eders Uformuenhed,
Til ind at sætte Jer i hans Ideegang.
Noureddin.
Kan man da faae det smukke Slot at see?
Kiøbmanden.
Ja, naar han kommer hiem. Det nægtes Ingen.
Idag og Morgen er han rundtomkring
Paa Jagt, med Soliman, sin Svigerfader.
Noureddin.
Jeg takker Eder for god Efterretning.
Nu maa jeg tage Afskeed. Jeg er træt.
Kiøbmanden.
Det er naturligt. Lev da vel, min Ven!
Fornøy Jer godt i Byen, mens I er her.