Aladdin ligger paa en Sopha. Gulnare træder ind med Hindbad som Fatime.
Aladdin betragter ham.
Est du den fromme, hellige Fatime,
Der lindrer Legemets, som Sielens Qvaler?
Hindbad.
Saa troer enfoldig Fromhed, store Prinds!
Jeg er en stille Qvinde, lever eensomt,
Henbringer Tiden med at frygte Gud
Og at paakalde ham. See det er alt!
Aladdin.
Saa kan du da vel ikke hielpe mig?
Hindbad.
Din Hustrue siger, du har Tillid til mig.
Hvis du vil prøve, hvad de Andre prøve,
Og lægge ned dit Hoved i mit Skiød,
Og lade mine Hænder stryge dig,
Saa — ja hvem veed — maaskee det vel kan hielpe;
Og i det Mindste skader det jo Intet.
Aladdin.
Vel talt, du Fromme!
Hindbad
sætter sig hos ham.
Kom da nu, min Prinds!
Og læg dit høie Hoved i mit Skiød.
Men — Endnu Eet! — Ifald min Videnskab
Skal hielpe dig, saa maa du have hos dig
Din bedste Skat! Det bedste som du eyer!
Det synes underligt, men er dog saa.
Jeg er enfoldig; men for dig, som mig,
Er al Naturens Kraft jo uforstaaet,
Og hvo tør vel forklare Sympathie?
Aladdin.
Du taler sindrige som sande Ord.
Men — om jeg viser dig min bedste Skat,
Saa troer du neppe paa dens Herlighed!
Hindbad.
O jo! Jeg veed af Rygtet ganske godt,
Din bedste Rigdom er en gammel Lampe.
Aladdin.
Velan da! Lampen er min bedste Skat,
Og Lampen seer du her nu i min Barm,
Og i dit Skiød jeg lægger nu mit Hoved.
Helbred mig nu!
Hindbad.
Din Qval, min ædle Herre!
Er snart forbi.
Han famler under sine Klæder.
Aladdin
griber hans Haand og vrister den hemmelige Dolk ud deraf.
Bie! Lad mig hielpe dig.
Gulnare.
O Himmel! hvad er det?
Aladdin betragter Dolken.
En Jern-Magnet!
Som skulde strøget Hovedsmerten bort,
Og peget med sin kolde, stive Finger
Til Dødens Iispol. Ikkesandt, du Fromme?
Hindbad
kaster sig paa Knæe.
Jeg er forraadt! O Herre, lad mig leve!
Slut mig i Lænker, giv mig hver en Dag
Det værste Slave-Arbeid at forrette,
Men lad mig leve!
Aladdin.
Døe!
Hindbad.
O skienk mig Livet!
Jeg bliver dig en troe, oprigtig Tiener,
Jeg elsker dig, som Fader og som Moder,
Ifald du skienker Livet mig, som de.
Aladdin.
Ha! det er Tid engang, at denne Tunge,
Der finder ey de bedste Ord for gode
Til frækt at lege med, at den forstummer.
Han støder til.
Hindbad
griber hans Haand.
Stands, raske Dreng! endnu et Øieblik,
Ifald du ikke frygter alt for meget
For mine Ord. — See her, du Stolte! see
Her er mit Bryst! Stød til, stød i mit Kiød
Det skarpe Staal, og roes dig af din Idræt! —
Hvad har jeg giort? Og hvoraf veed du da
At Hindbad vilde myrde dig, fordi
Du fandt en Dolk hos ham? Et ringe Vaaben
Kun, for en Vandrer i et fremmed Land.
Aladdin.
Elendige! Og vilde du ey dræbt mig?
Hindbad
hæftig.
Har du Beviis derpaa, Ordgyder, du!
Som kroer dig af Retfærdighed og Godhed?
Og om jeg vilde det? Har du ey dræbt
Min Broder? Raaber ey min Broders Blod
Aladdin.
Ha, den lumske Morder!
Thi at han ikke fik sit Forsæt udført,
Derfor maa jeg ey takke ham, men Himlen.
Tie Niding! døe!
Hindbad.
Ja dræb, ja dræb mig kun!
Du sveder seent derfor i Helvede.
Min Broder var et Menneske! Du fik
Den Skat, hvorfor han havde stridt sin Livstid.
Kan du fortryde, at han haded dig?
Aladdin.
Han vilde offre lumsk en Ynglings Liv,
Den gamle Synder! for sin Lykkes Skyld,
Sin timelige Lykke. Skiebnen gav mig
Hvad ey den havde tiltænkt ham, men mig.
Hindbad.
Det Offer veed jeg intet af at sige!
Alt hvad jeg veed er det, at du har dræbt
Min Broder, og at Blodets Kierlighed
Har skyndt mig til at hævne ham, og til
At dræbe dig igien. Tilfældet giver
Dig Seiren. Vel! Benyt den! Stød dit Staal
Ind i mit Bryst, dræb en uskyldig Mand,
Som blev et Offer for sit Broder-Venskab;
Og bryst dig siden af din Heltegierning!
Aladdin.
Ha Ræv! Du slipper ikke ud af Saxen!
Han klapper i Hænderne; En Slave kommer.
Bring mig to slebne Damacener-Sværd!
Slaven gaaer ud og henter dem, bringer dem ind og forføier sig atter bort paa Aladdins Vink.
See Hindbad! Al min hele Vandel hidtil
Har været aabenlys, reen og oprigtig.
Du est min Fiende! en af os skal døe.
Dog skal du ikke faae Anledning til
At klage over Overlast og Mord.
Jeg stoler paa min Arm og paa min Ret.
Skiønt fuldelig du havde velfortient
At slettes ud af Verden, som en Synder,
Paa Retterstedet, sluttet fast i Jern,
Saa vil jeg, da din List har grebet til
Opdigtet Overlast og løiet Uskyld,
Min Skiebne lægge ned i Allahs Haand.
Tag dette Sværd. Du ryster Slave? Tag det!
Hvor blev din Tillid til din gode Sag?
Ha tag det! Denne frække Pande skal
Ey længer trodse Himlen, reist fra Jorden;
Den skal i Støvet. Hindbad! Tag dit Sværd!
Hindbad.
Og naar jeg fælder dig? Hvad blier min Skiebne?
Est du ey Fyrste? Trænger Vagten ey
Herind og slæber mig til Retterstedet?
Aladdin
tager Lampen af sin Barm og sætter den paa Jorden.
Jeg sætter Lampen mellem dig og mig.
Den, som nedslaaer den Anden, griber Lampen,
Og ingen Dødelig modstaaer hans Magt.
Gulnare.
Aladdin! Himmel! Hvad er det du vover?
Aladdin.
Sandhed mod Løgn, det Gode mod det Onde.
Tag Sværdet! eller, ved den store Gud!
Jeg knuser din indknebne Hovedskal.
Hindbad tager Sværdet.
Usynligt Chor af onde Aander.
O Vee!
Nu er det reent forbi!
Nu kan det aldrig faae et heldigt Udfald.
Nu kan vi ikke længer staae dig bie.
Den rænkeløse Kamp,
Den aabne Feide
Vi ey forstaae.
Spring ham paa Ryggen!
Hold fast om Klingen og slaae til med Skaftet!
Vink, som om Nogen, hist, dig kom til Hielp,
Og stik ham saa i det han vender sig!
O Vee! O Vee!
Snoe dig Hindbad! Snoe dig!
Ha! vind dig slimet, som en Aal i Rusen!
Bid i din Hale, som en Snog, og rul dig
Bort, langt herfra.
O Vee! O Vee! O Vee!
Den rænkeløse Kamp, den aabne Feide
Er ey for os.
Har du da glemt enhver af dine Kunster?
Spænd Benet for ham, saa han falder.
Sæt Foden paa hans Hals og stik ham saa!
Du viger?
Ha! Skam dig! Skam dig Hindbad!
Lad som du veeg. Kom ham paa Ryggen kun,
Saa skal vi hielpe dig.
O Vee! O Vee!
Den rænkeløse Kamp, den aabne Feide,
Forstaae vi ey!
Chor af gode Aander.
See hvor den blege Niding zittrer alt!
Nu er det snart forbi.
Vor Yndling trænger ey til at opmuntres.
Han stander herlig i sin Ungdoms-Kraft,
Med vældig Arm, med roligt Tillidsblik.
See hvor han svinger let sit blanke Sværd!
See Dødens Dug alt paa den Svages Pande!
Han taber Sværdet — Tys! — Aladdin standser —
Hindbad.
Skienk mig et Øieblik lidt Pusterum,
Ifald du est en ærlig Kæmpe!
Aladdin.
Vel!
Det skienkes dig.
Hindbad
sætter sig ned og puster.
Hm! det er selsomt nok,
At Listen, med sine hele Virksomhed,
Saa lidt forstaaer at overrumple Kraften. —
Men midt i al min Træthed har jeg dog
Saamegen Kraft, at jeg kan vriste dig
Den Fryd af Haanden, som du griber efter.
Jeg seer det er forgieves at jeg strider
Mod dig i denne Kamp. Dog blier du ikke
Min Banemand. Kan jeg ey fælde dig,
Saa kan jeg fælde dog mig selv, og vende
Mit Vaaben rask imod min egen Barm.
Han dræber sig.
Aladdin rolig.
Det har tilfælles du med alt det Onde:
Dets hele Kraft, et øieblikligt Spil,
Bortsvinder i sit eget Giøglelys.
Aladdin og Gulnare staae en Tidlang tankefulde og betragte Liget. Pludselig bliver det taget bort for deres Øine. En sød og dæmpet Musik begynder at tone fra Kuppelen i Salen, og udsletter lidt efter lidt ethvert bittert Indtryk af det foregaaende Optrin. Søde, kierlighedsfude Toner trænge sig ind i deres Hierter. De omfavne hinanden med Henrykkelse og staae ubevægelige i salig Forundring. Pludselig udbryder et usynligt
Chor.
Syvfold ønske dine Slaver dig til Lykke, Fyrste! nu.
Du har overstridt og vundet! Du har ryddet Klinten ud!
Herligt Blomsten nu kan trives, dufter i sin Foraarstund,
Kiøler Somren med sin Skygge, fryder Høsten med sin Frugt.
Brilleslangens Gift er udtømt; uden Fare, uden Gru,
Kan du stikke den i Barmen; Dødens lumske Tand er brudt.
Hil dig, deiligste Fyrstinde! Ingen Taage, ingen Slud,
Sløre skal vor hulde Maane, den skal straale klar og rund.
Dine hvalte Øyenbryne nu skal spille, rolig huldt,
Som to Buer midt paa Himlen efter fuldendt Regn og Rusk.
I Golcondas Diamanter skal du rødme venligt nu,
Som en Rose fra Damaskus i den klare Morgendug.
Hil Aladdin! Hil Gulnare! Vakkre Kæmpe! Skiønne Brud!
Sødt en Mandel tvende Kierner har forenet, elskovsfuld.
Ringens Aander.
Hvor I staae, hvorhen I træde, staae vi væbnet rundtomkring,
Ingen Fiender ind skal trænge giennem Ringens Aanders Ring.
Lampens Aander.
Og i Middelpunktet af den stærke Skares Værnekrands
Livets Lampe høit skal brænde med en rolig, liflig Glands.
Chor.
Du har overstridt og vundet, dine Fiender fældte du.
Syvfold ønske dine Slaver dig til Lykke, Fyrste! nu.
Gulnare.
O søde Toner! o hvor rene, klare!
Aladdin.
Tak være dig, du himmelske Hærskare!
Musikken og Sangen tier.
Storveziren,
fulgt af de øvrige Ministre kommer ind. Han gaaer hen imod Aladdin, bærende en rød Fløielspude hvorpaa Diademet hviler.
Et sørgeligt, men og et Glædes-Budskab
Vi bringe dig: Den gamle Sultan er
Ey meer paa Jorden. Han har fulgt Naturens
Almindelige Bud, og vandret hiem
Til sine Fædre hist, i Allahs Skiød.
Hvad der afpresser os en Vemodstaare,
Som sanddrue Tienere af den Henfarne,
Opfylder atter, paa den anden Side,
Vort Bryst med Fryd, naar vi betænker at
Du, store Prinds! skal være nu vor Fader.
Modtag din Krone af din Slaves Haand,
Og sæt den selv omkring din høie Tinding!
Aladdin modtager Kronen.
Almindeligt Raab fra det forsamlede Folk paa Slotspladsen.
Allah velsigne dig, vor elskte Sultan!
Skin, som en Sol, med Lyst og Frugtbarhed,
Ned over Persien. Allah velsigne
Vor store Sultan! Vor Aladdin leve!
Aladdin
gaaer hen til Vinduet, støtter sig til sin ene Haand og staaer længe taus og betragter Mængden, endelig bryder han ud:
Dernede gik jeg, som en lille Dreng,
Hver Søndag, naar jeg havde faaet Lov,
Og saae forundret op til Sultans Pallads,
Og kunde ey begribe hvordan dog
Man kunde bygge sligt et Taarn fra Jorden;
Dernede kasted jeg i Raserie
En Steen blandt Mængden, som forfulgte mig,
Og spotted følesløs min haarde Skiebne;
Dernede nu udraabe de mig Alle
Til deres Sultan, deres store Sultan.
Hvor sælsomt er dog Menneskenes Liv!
Hvor mystisk bryder alt sig blandt hinanden!
Et ringe Spil i Evighedens Haand.
Et Vink, og flux vi er det gamle Støv!
Hvad er da menneskelig Magt og Storhed?
Kom Elskte! Lad os vandre hen at see
Din Faders fromme Smil i Dødens Nat;
Og lad os saa, mens Folket tilbereder
Her, til vor Kroning, rundtom festlig Høitid,
Henvandre uden Porten hist, og sætte
Os eftertænksomt ned et Øieblik
Paa Morgianes Grav, ved Hyldetræet.