Aladdin ved sin Moders Bopæl, i en gammel graa Kittel. Han banker paa Døren. En fremmed Mand kommer ud og lukker op.
Manden.
Hvad godt min Ven?
Aladdin.
O, med Forlov at spørge,
Er ey den gamle Morgiane hiemme?
Manden.
Jo, kiere Ven! og hvis jeg ey taer feil,
Saa gaaer hun ey saa hurtig ud igien.
Aladdin.
Er hun da syg?
Manden.
Der feiler hende intet.
Aladdin.
Nu, det var vel. Jeg har just noget Vigtigt
At tale med den gamle Kone om.
Manden.
Da er det Skade, at I kom saa silde,
Thi til at tale er hun ikke opsat.
Aladdin.
Er hun derinde i det lille Kammer?
Manden.
Ja, i det lille Kammer er hun, Ven!
Men ey i dette Huus.
Aladdin.
Hvor er hun da?
Manden.
Paa Kirkegaarden, bag ved Hyldetræet.
Aladdin.
Ha! nu forstaaer jeg Eder. Hun er død.
Og I har nok kiøbt dette Huus fornylig?
Manden.
Ja rigtig.
Aladdin.
Har I intet derimod,
Saa lad mig gaae lidt ind i hendes Stue,
Hvor før hun boede?
Manden.
Gaae I kun med Gud.
Alting staaer endnu som det fordum stod,
Det gamle Husgeraad og hendes Rok.
Jeg veed ey hvad jeg skal begynde med det,
Det gamle Skramlerie! Det duer ikke,
Og der er ingen Arvinger. Thi Sønnen
Har jo forbrudt sit Gods og Liv.
Aladdin.
Ja, Ven!
Manden.
Det er dog tungt for slige gamle Folk.
Hun døde nu af Kummer for sin Søn,
Det skammelige Skarn!
Aladdin.
Du har Genie!
Du fløiter af Gehøret dine Viser,
Uden at kiende Noderne og Takten. —
Tillader I at lidt jeg gaaer derind?
Manden.
Gaae I derind, saalænge som Jer lyster,
Men tag ey ilde op, jeg gaaer ey med,
Jeg har Forretninger at passe.
Aladdin.
Pas dem!
Og spild ey Tiden med Betragtninger.
Gaaer ind.