Aladdin
ligger lænket til en Steen, i tunge Jernbøier. Efterat han længe har stirret hen for sig i dybe Tanker, bryder han ud:
O store Gud! Er det en Drøm? — En Drøm!
O ja! det er en Drøm. Jeg slumrer endnu
Paa Græsset i den vennehulde Skov.
Den blide Drøm om Zephyr og om Bækken
Har sig forvandlet til et Sørgespil.
Det er en Drøm, en Leeg af Skyerne,
Hvor lettelig, kun ved et sagte Vindpust,
Hyrdinden sig forvandler til en Drage
Og Palmetræet til en rædsom Trold.
Faarekyllingen
i en Muursprække.
Pi! Pi! Pi!
Det er snart forbi.
Trøst dig ey ved dine Drømme!
Snart du i dit Blod skal svømme.
Kort var kun din Alder.
Snart dit Hoved falder
Under Øxens Klang.
Hør min Varselsang!
Bødlen da, med blodbesprængte Hænder,
Bleg den slimetrøde Hud udspænder,
Garvet
Af det vaklende Knæe, uden Mod,
Farvet
Af det rygende Blod!
Aladdin.
Hør Faarekyllingen, hvor fælt den piber!
Dens titgientagne, stygge Varselsang
Udslukker Haabets Funke i mit Hierte.
Saa er da Alting sandt? Saa kom min Lykke
For pludselig med Rædsel at forsvinde?
Saa funkled stakket kun det feire Lys,
For ud at slukkes i sin bedste Glands?
Ja! Det er sandt! Mit Pallads er forsvunden.
Min Brud er borte. Alting! Jeg maa døe!
Ja det er klart, det kan ey være Andet,
Den skammelige Trold har fundet Lampen.
Den kunde selv udslette kun sit Værk.
O græsselige Ubesindighed!
Sorgløse, ubegribelige Letsind! —
Ha, grumme Skiebne! siig, hvor kunde det
Da fryde dig, at hege om en Blomst,
At giøde Jorden om dens Rod, at mildne
Den Foraarsluft, hvori den voxte frem,
For paa barbarisk Viis at knække den,
At træde den med Fødder, som en Orm,
Naar den var kommet til sin største Skiønhed? —
Hvor skummelt denne Muur omklemmer mig!
Hør Stormen udenfor, hvor huult den dundrer
Omkring mit Fangetaarn. Det er nok Nat?
Ja, det er Nat. — Ha! jeg maa frygte Lyset.
Forfærdelse! Naar Dagen bryder frem,
Saa slæbe de mig til Retterstedet.
Hvor jeg er kold! Og hvor mit gamle Mod
Er reent forsvundet. — Grumme, blege Død!
Saa kommer du i Skiendslens fæle Dragt,
At hente mig fra denne Blomsterhauge?
Han synker hen i Fortvivlelse, derpaa springer han forfærdet op.
O Himmel! Store Allah! Muhamed!
Det bliver lyst. Nu bryder Dagen frem!
Nu kommer Bødlen. — Ney. Ha! det er Maanen.
Hvad vil du mig, du blege Dødning? Vil du
Fortælle mig, at jeg er langtfra ey
Den første Synder, paa hvis Kind af Kalk
Du gult har smilt den sidste Bryllupsnat,
Naar mat han sad, fast lænket til sin Steen,
Og stirred i den frie, den vide Himmel,
Og ønskte, for sit bedste Hierteblod,
To Vinger, for at flyve til en Ørk,
Hvor ingen sleben Øxe længtes efter,
At spalte Ledet i hans Nakkebeen?
Vil du fortælle mig, at du skal snart
Beskinne dette Hoved paa sin Stang?
Bort! Skiul dig, gustne Dødning! bag din Skye. — —
Ha see hvor underligt den hvide Straale,
Som en ætherisk Finger, sendt fra Himlen,
Henpeger paa den store Ædderkop,
I Krogen hisset, som saa rolig sidder
I Middelpunkten af sin fine Væv!
Spindelvæven.
Betragt mit svage Spind!
Hvor Traadene sig flætte!
Den allermindste Vind
Kan Alt i Hast udslette.
Et ringe Billede kun,
Paa Almagts Vælde stor.
Hør, i din bittre Stund,
Mit stille Trøstens-Ord.
Giv paa min Gierning agt!
Saa sidder hist den Høye,
I Centret af sin Magt,
Med et opmærksomt Øie,
Han drager, som han vil,
Snart Traaden ud, snart ind,
Han lægger Mærke til
Det allermindste Spind.
Aladdin.
Ha, tarvelige, vakkre Spinderske!
Du trøster mig. Du trøster, som en Dervisch.
Han drager Traadene snart ud, snart ind,
Han lægger Mærke til det mindste Spind!
Ind drager han mig nu, og skulde jeg
Da frygte for, mit Hiem! din dunkle Vey?
Ney, kom du kun, du vennesælle Død!
Og bring mig i min elskte Faders Skiød.
Han strækker sig rolig hen paa sit Leye.