Den store Sal. Aladdin og hans Brud, Soliman, Zulima, Veziren og Flere sidde til Taffels.
Soliman.
Jeg har endnu, saalænge jeg har levet,
Ey seet saa herligt og saa skiønt et Pallads,
Men siig mig, elskte Søn! da Alting dog
Er fuldført med saamegen Flid og Kunst,
Hvi er det ene Vindue da ey færdigt,
Her midt i Salen?
Aladdin.
Store Soliman!
Min Sultan og min Fader! Alting skylder
Jeg Eders Godhed; til et svagt Bevis
Paa min Ærbødighed og Kierlighed,
Saa lod jeg dette Vindue ufuldendt,
At I, min Fader! kunde lade lægge
Den sidste Haand derpaa, saa Bygningen
Var nødt til, ligesom, at takke Eder
For sin Fuldendelse.
Soliman.
En udtænkt Artighed.
Aladdin! Du henrykker mig. Imorgen
Jeg strax vil sende mine Mestre hid.
Aladdin.
Tillader nu min Sultan, at et Chor
Af Sangerinder og af Dandserinder
Forlyster os her under dette Maaltid?
Soliman.
Min Søn! giør hvad du vil. Her er du Herre!
Aladdin giver et Vink. Strax aabnes en Bagdør hvorigiennem der kommer en Skare Sandsigerinder, Nogle opkildrede til Dans, Andre med Instrumenter. I det de Dandsende begynder synge de Andre.
Chor.
Rosens Tid er kommen! Bag det grønne Blad
Svulmer den, og skiller Knoppen huldt sig ad.
Lad da Strengen risle, som en Sølverbæk,
Lad da Stemmen tone, som en Fugl bag Hæk.
Kierlighed opgløder al Naturens Barm;
Selv den gamle Olding smiler elskovsvarm.
Jorden blusser op mod Himlen i sin Kraft,
Lad da freidig sprudle Druens Purpursaft;
Lad den hulde Væde, funklende, som mild,
Slukke huldt og kiølne Elskovs Rosenild.
Ey Propheten vredes, mildt han smiler ned.
Vinker hid, med Myrther, Viin og Kierlighed!
Nogle.
Prise vil vi her med Sang, du hulde Vaar!
Nu den bedste Rose i din Urtegaard.
Andre.
Siunger I Gulnares Deilighed og Priis,
Siunge vi Aladdins Roes, paa samme Viis.
De Første.
Zephyr! har du viftet i min Roses Kluft,
Da du bringer Elskovs søde Balsamduft?
Har du venligt bølget i de sorte Haar,
Som, i store Ringe, sig om Skuldren slaaer?
Har du skuet dig i Barmens glatte Speil,
Svulmende, som Snekkens fulde Silkeseil?
Saae du hendes Hals, som Antelupen, hvid?
Saae du Aftenstiernen sødt ved Skumringstid?
Blandte du dig med den hulde Muskuslugt?
Dvælte du og stirred ned i Elskovs Bugt?
Legte du, o Zephyr! med den hvide Krop,
Med den smalle Fingers røde Fingertop,
Tynde Karmosin-Orm liig, paa hviden Sand?
Kiølte du det unge Hiertes søde Brand?
Svar mig, hulde Zephyr! Stands din Flugt og svar.
Sødt beskriv hver Skiønhed, du ombølget har!
De Andre.
Zephyr! Tie, og flye til Fredens dunkle Skov!
Her vi siunge Heltens høie Priis og Lov.
Skiønt endnu hans Glavind aldrig klang i Krig,
Hør dog, Verden! hvad vi her forkynde dig:
Stiernen selv skal zittre for hans Landses Klang,
Solen ønske skal at vende om sin Gang.
Hesten vild skal trampe hen paa Ørnens Rov,
Som en Carneol i Blod, dens røde Hov.
Hver en Piges Haarlok sødt skal ønske sig:
Var jeg dog en Lænke, til at fange dig!
Tvende Elementer, høist forskiellig hver,
Blinke skal fra Heltens krumme Vredessværd:
Vand, naar roligt kun det hviler i hans Arm,
Ild, naar vildt det funkler om i Kampens Larm.
Høit dets Tunge tale skal paa hvert et Tog,
Dødens trodsende, uoverlagte Sprog.
Hil dig, Ven! Din Hæder tolker ingen Kunst.
Du skal staae i Ørken, som en Himmeldunst,
Klæbe til dit Sværd skal sig den visse Død.
Aladdin og hans Brud reise sig.
Chor.
See! nu vandre de, af Elskovsluen varm,
Hen til Brudekamret, kierligt Arm i Arm.
Hvilke Blomster ud maa springe, hvilken Flok!
Naar slig Rose slynges til slig Blomsterstok.
Skynder Eder, Piger! under Sang og Dands,
Tag fra Brudens Isse hendes Lilliekrands,
Een med Pommeranzer sætter atter ned,
At den tolker: Skiønhed, Styrke, Frugtbarhed.