Gulnare
allene paa sit Kammer.
Den nærmer sig, den gyselige Stund!
Den nærmer sig; Ak! hvor mit Legem isner.
O Himmel! hav Medlidenhed, og see
Veldædig til den unge Hind, der staaer
Bag Busken, zittrende; snart Tigrens Rov.
See mine Kinder! langsomt falmet hen,
Som Maanen, naar den blegnende forlader
Sin trygge Horizont, og svimler gusten,
Som nylig purpurrød, i det den seer
Forladt sig i den tomme Himmelørk.
Ak, skiønne Yngling! Saa skal jeg da aldrig,
Ak! aldrig, aldrig skue dig igien?
O! det var alt en Drøm, en Ahnelse
Om Paradis. Du ranke Cedertræe!
Som Palmeblade slyngte sig dit Haar.
Dit Øie var en Antelopes Øie,
Din Kind en frisk udsprungen Tulipan.
Ak! Maanen skinner ey saa blid og klar
Paa Himlens Firmament, som du paa Elskovs.
Hvor er paa Fieldet den fribaarne Fyrr,
Der kneiser stolt og trodsende, som du?
Og dog var Hyrdens Ømhed i dit Blik,
Og Elskovs søde Lue i dit Hierte.
O! det var Alt en salig Drøm. Du varst
Den vennesælle Engel Gabriel.
Du kom og kyssed’ mig. Det var et Indsegl,
Som sødt forbandt mig med den hvalte Himmel.
Snart kommer Israfil og vinker mig,
Den blege, sørgelige Dødens Engel.
Ha! hvilken sælsom Skiebne ligner min?
Nys sluppen ud fra Faren, ud fra Døden,
Ved et fra Himlen nedsendt Underværk,
Udrevet af den ækkle Brudgoms Arme,
Et Øieblik i Elskovs Favnetag — —
Og nu igien — bortsolgt, som en Slavinde,
For Guld og Ædelstene, til en Slave,
En ringe, halvopløben, dristig Knøs.
Jeg har ey seet ham end. Snart er det Tid.
O du, som kaldte dig min Elsker, Engel!
Var ey det hele Spil en Feberdrøm,
Da trin herind! Trin kraftig paa din Fod,
Som Elephanten stærk, som Tigren smidig,
Som Løven stolt, som Hyacinten mild,
Som Solen varm, som Maanen elskovsfuld.
O vederqvæg mig med din søde Stemme,
Der toner fra sin hulde Rosenhule,
Som Feernes, fra Sommernattens Grotter.
Omflet mig fast i dine stærke Arme,
Du friske Epheuranke! lad, bag den,
Mig hente Tryghed i dit Stierneblik,
Sødt ved dit Hiertes varme Purpurkilde!
Sultanen træder ind med Aladdin. Følge.
Gulnare forfærdet.
O Himmel! Kaster sig paa Knæe. Engel! du har hørt min Bøn?
Du redder andengang den arme Hind
Fra Leopardens Kloe? O Gabriel!
Livsalige, forklarte Cherubim!
For min Skyld, andengang, forlader du
Almagtens Throne? Engel! tag mig med
Til Himlen, uden dig er Jorden tom.
Aladdin omfavner hende.
Min elskede Gulnare! Søde Brud!
Soliman.
Min Dotter! Kom dog til dig selv, min Dotter!
Hvad vil den underlige Vanvid sige?
Du var jo forberedt.
Gulnare.
Jeg forberedt?
Du havde jo bestemt mig for Aladdin!
Soliman.
Det er Aladdin her, som for dig staaer.
Gulnare.
Er du?
Aladdin.
Ja, Elskte!
Soliman.
Fat dig da, min Dotter!
Kamelen staaer alt sadlet, tilberedt,
At bære, paa et udstrakt Fløielsteppe,
Sin hulde Byrde til Aladdins Pallads.
Seer du ey hist den store Marmorbygning,
Hvor Fakler vifte i den mørke Nat,
Og slynger hen i Nattens Mulm den tunge,
Halvgiennemlyste Virakskye? Der staaer
Din blomsterkrandste Brudeseng.
Gulnare.
Og her
Min Brudgom?
Aladdin.
Elskte! ja.
Gulnare.
Og du Aladdin?
Aladdin.
Ja, Huldeste!
Gulnare.
Og hisset staaer dit Slot?
Aladdin.
Ney dit, livsaligste blandt Qvinderne!
Der staaer dit Tempel, Kierlighedens Throne.
Gulnare.
Jeg veed ey om jeg drømmer eller vaager.
Men vaager jeg, da er jeg høist lyksalig,
Og drømmer jeg igien — o, søde Drøm!
Da følg mig i min Slummer dybt i Graven.
De gaae.
Soliman til sit Følge.
Giv flux nu til Altanen hist et Vink,
At de kan røre Pauker og Trompeter!
Gaaer.