Aladdin. Sandsigerinder
opvarte ham usynlige.
Paribanou, deres Dronning.
Kom nu, min vakkre Yngling!
Nu Alt er tilberedt.
Alt, hvad dit Hierte ønsker,
Er efter Ønske skeet.
En sval og kiølig Grotte
Nu herligt hvælver sig,
De slebne Marmorsider
Saa huldt omgive dig.
Paa Bunden strøet er bleven
Fiint Alabaster-Sand.
I Badet bølger Rosen-
Og klart Lavendelvand;
Saa huldt det sig forened,
Da sit Bassin det fandt.
O see den klare Bølge!
Saa klar, som Diamant.
Her, paa din høyre Side,
Du lede kan en Bæk,
Den kiøltes giennem Lillier
Og bag en Rosenhæk.
Her, paa din venstre Side,
En Anden strømmer ned,
Den skummer ud fra Bierget,
Og den er vild og heed.
Nu! Elskte! kan du blande,
Saa som dig lyster selv,
Den kiølne Bæk, fra Dalen,
Med heden Klippe-Elv;
Og naar du da er tvættet,
Og vederqvæget nok,
Skal dine Lemmer rives
Sødt af en Jomfrue-Flok.
Aladdin.
Ha, skiøne Stemme! Lad mig see den Mund,
Den Fløite, hvoraf dine Toner strømme.
Hvi skiuler du dig, milde Rosenbusk?
Hvi skiuler du dig grumt, mens Nattergalen
Sødt synger giennem dine Purpurblade?
Paribanou.
Qvæg dig, min vakkre Yngling!
Ved Rosens milde Duft,
Men ey forlang at skue
Og at omfavne Luft.
Vi staae for dig, men jordisk
Er kun dit hede Blik,
Det giennemborer Væsnet
Flux, som et Dolkestik.
Forlang da intet mere.
Du føler jo vor Magt!
Kun sielden frem vi komme
I jordisk Qvindedragt.
Kun saare, saare sielden,
Og mindst, som nu, min Ven!
I Badet hos en afklædt
Letsindig Ungersvend.
Aladdin.
O Qval! i al min Vellyst og min Glæde.
Han springer i Badet.
Sandsigerinderne synge.
Skyller, hulde Bølger, skyller
Rundt omkring de runde Muskler,
Smidig giør de stærke Sener,
Styrk den friske Nervesaft!
Aladdin.
Hvordan? Det kom mig for som Bølgen sang?
Sandsigerinderne.
Kiølt er Blodets varme Purpur,
Svalt er nu dit unge Hierte,
Frisk din sorte Haarlok glindser,
Stig nu atter i din Kraft!
Aladdin.
Hvordan? Det kom mig for som Luften klang?
Sandsigerinderne.
Stig nu atter i din Kraft!
Aladdin.
Jeg stiger alt! Jeg stiger,
Usynlige, tilbedte, søde Piger!
Omfavner mig da nu! — O hvilken salig
Fornemmelse! Jeg tørres af Zephyrer,
Af lune Vinde fra en Gyldenlak.
Paribanou.
Bringer nu i Badet ind
Skiønhed, i sit Rosenskin,
Styrke, med sin lodne Krop.
Henter dem fra Fieldets Top.
Styrke og Skiønhed
komme, ligeledes usynlige for Aladdin. Den Første med en tør Svamp, den Anden med en Hyazinth i Haand.
Styrke.
Stærk du er, men mere Styrke faaer du snart, o Lykkens Søn!
Skiønhed.
Skiøn du er, men snart du bliver dog, Aladdin! mere skiøn.
Styrke.
Hvor min tørre Svamp dig river, svulme dine Muskler frem.
Skiønhed.
Denne Hyazint uddanner, runder og forbinder dem.
Styrke.
Her Naturen lidt har sparet, her maa Skuldren bredes meer.
Skiønhed.
Mere brunt dit brune Øie kunde vorde, som jeg seer.
Styrke.
Brystet er ey fladt, men hvælves maa det dog med mere Kraft.
Skiønhed.
Med lidt mindre Rødme Kinden rødme maa, end den har havt.
Styrke.
Ryggen maa jeg knudre mere, fuld af Sener flette den.
Skiønhed.
Dine Læber maa fortyndes endnu lidt, min unge Ven!
Styrke.
Dine Ankelklodder mere stærke her sig vide maae.
Skiønhed.
Styrke! tænk dog paa det Hele. Der er nok, for fast at staae.
Styrke.
Lodne Haar omkring dit Hierte vidne skal om Kraft og Mod.
Skiønhed.
Dine hvalte Øienbryne vidne skal at du er god.
Styrke.
Skiønhed! husk, at det er ingen kierlig Pige, men en Mand.
Skiønhed.
Du har Ret. Med rolig Stolthed skal det sænke sig, paa Stand.
Styrke.
Mere stærk om dine Lænder! Armen, som en knudret Green!
Skiønhed.
Mere rund om dine Hænder! mere smal om dine Been!
Styrke.
Her jeg puster i dit Hierte Kæmpeblod, en herlig Drik.
Skiønhed.
Her jeg smiler i dit Øie hellig Elskovs søde Blik.
Styrke.
Bliv en Skræk for dine Fiender, bliv en Løve, gram i Strid.
Skiønhed.
Bliv en Lyst for alle Piger, bliv en Elsker, varm og blid.
Begge.
Saadan har jeg nu begavet dig med alt, hvad jeg formaaer.
Nu Farvel, du raske Yngling! Nyd din friske Ungdoms Vaar.
De forsvinde.