Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Nu, kiere Moder?

                                  Nu, min hierte Søn? Afsides.

Ak, gode Gud! jeg har ey Hierte til

At sige ham hvordan det hænger sammen.

Nu, Moder? I har altsaa været hos —

Hos Slagteren? Ja, kiere Søn! det har jeg.

Vi faaer en deilig Oxesteg imorgen.

Det spørger Ingen om. Men har I været —

Hos Skrædderen? O ja, min hierte Søn.

Hvad det dog er en venlig, artig Mand!

Det var din Faders gode, gamle Ven,

Endskiønt de dog var Skræddre beggeto.

Din Fader syede, som du veed, bedst Kapper,

Den Anden havde meest Genie til Buxer;

Saaledes sad de i Samdrægtighed!

Hver var en dygtig Skrædder i sit Fag.

Den Ene overskred den Anden ey.

Den Anden roeste tit din Faders Kapper,

Til Giengield blev hans Buxer roest igien;

Og saadan gik det herligt nogle Aar.

Ak! det var Skrædderlaugets bedste Tid.

Men siig mig dog —

                                    Hvad Skrædderen vel sagde?

Vær hun forsikkret, sagde han, min Kone!

At jeg skal sye for hendes kiere Søn,

Saa godt som selv han kunde have syet,

Hvis han var bleven ved sin Faders Haandværk.

Ha! hvem spør da om Skrædderen?

Hvo høit vil flyve, falder ofte ned.

Jeg mærker nok hvad Klokken alt er slaaet.

Men, ved min Kierlighed og skiendte Ære,

Det bliver Sultan Soliman et farligt,

Et rædsomt Lykkespil.

                                          Det er ey godt

At spise Kirsebær med store Folk;

Saa faaer man Stenene i Øinene.

Ja jeg skal stene ham og øine ham!

Nu! Skynd jer Moder! Siig mig Alting! Alting!

Hvad skal jeg sige dig? Du veed det jo.

Du har jo allerede giettet det.

Ved den Ting er der intet meer at giøre.

Det Bedste er at lade Stenen ligge,

Som ey kan løftes, og at skrive alting

I Glemmebogen.

                            Ha! jeg brister fast

Af Harme. Bie du mig, min lille Sultan!

Du Stodderkonge! Bie du mig, du Stolte!

Ha! jeg skal vise dig med hvem du narres.

Troer du at trække mig frem og tilbage

Ved Næsen, eftersom dit Lune byder,

Som dine svage Hverdagskryb maa taale,

Reent ubekymret for din Manddoms Ære,

Du Usling? Rolig ved den arme Tanke,

Som Faaret, da det brægede mod Ulven:

Jeg staaer saa høit, han ey kan ramme mig.

Men jeg skal ramme dig. Vær du forsikkret!

Aladdin! Dæmp dit hede Temprament,

Det giør dig reent ulykkelig, min Søn.

Ulykkelig? Hvori bestaaer min Lykke?

Forstaaer I Jer paa den? Min Lykke er

At sætte det igiennem, som jeg kan.

At overvinde hver en ussel Hindring.

Dertil har jeg en dygtig Ladning Mod,

Forsynet med saa stor en Slump Foragt,

At hvis jeg skulde bukke for min Drivt,

Saa kaldte jeg selv dette Buk en Lykke.

Naar Strengen spændes høit saa springer den.

Det hændes, nu og da, de raadne Strenge.

Men nok om dette. Hvordan lød hans Ord?

Han bød Jer, ligefrem vel, bort at gaae?

Han tugtede vel min Forvovenhed,

Og lod som om han havde alting glemt?

Ney det just ikke, Søn! Ney tvertimod

Saa stod han ved hvert Ord, han havde sagt.

Med det er jo det samme med hans Ord,

Naar Følgen blier den samme.

Han da?

                Han sagde, hvis du sendte ham

I Morgen fyrgetyve gyldne Bækkner,

Hvert fuldt af malet Glas, som Frugterne,

Saa skulde du hans Dotter faae til Kone.

Men, notabene, hvert et Bækken skulde

Du lade bære af en kulsort Slave;

Og denne Slave, troer jeg, skulde bæres

Igien af Een, som der var ganske hvid.

Hvis dette nu du bragte strax istand,

Saa blev Prindsessen din. Men, gode Gud!

Hvorledes skulde det da vel gaae til?

Hvorledes? Er det Alt, min Moder! det?

Min Søn, mig synes det er meer end nok.

Hvi har I, uden Aarsag, bragt mit Blod

I Kaag, og giort mig opbragt paa vor Sultan?

Den Fordring er jo overmaade billig,

Og skal i Morgen blive opfyldt.

Imorgen? Hvad? Imorgen? Og hvordan?

Ved Lampen.

                      Lampen! — Lampen! — Hillemænd,

Den havde jeg reent glemt. — Ved Lampen? Ey!

Hvem tænker ogsaa altid nu paa Lampen?

Ved Lampen, Søn! Saa mener du at Lampen —

Ja, kiere Moer! Det mener jeg forvist.

Du med din Lampe! Andre Folk har ey

Saadan en Lampe. Det er da at sige,

Hvermand har vel en Lampe, som den er;

Men denne —

                      Er just ingen Hverdags-Lampe.

Jeg tvivler dog, min Søn! Troe mig, det gaaer

Vist over Geistens Kræfter.

Hvad der gaaer over Geistens Kraft, hvad ey,

Veed ingen bedre, Moer! end Geisten selv.

Vi strax vil nu forsøge det —

Min Søn! Jeg skal et Ærind ud i Byen.

Den Lampe faaer hun aldrig i sit Hoved.

Hun glemmer den bestandig. Det er sært nok!

Naar hun vil lægge Planer for mit Liv,

Saa kommer Lampen aldrig i Betragtning,

Saa er jeg slet og ret kun hendes Søn,

Og ikke Lampens Herre. Nu velan,

Om jeg er Herre, gielder et Forsøg.

Holla ho! min ædle Hersker! Knap du gneed før strax jeg kom;

Fløy herhid, og staaer nu rede at fuldføre hvert dit Ord.

Aldrig meer end nu jeg trængte til din Hielp. Din Kraft er stor,

Dette trøster mig og giør mig sikker, driver Frygten bort.

Meget vel, min ædle Herre! Siig din Trang og spar din Roes.

Fyrgetyve gyldne Bækk’ner, drevet Guld, mærk vel mit Ord!

Maa du skaffe mig, og bringe giennem Luftens tynde Flod;

Fyldt maa hvert et Bækken være, stablet i en Straaletop,

Med Demantens klare Æther, med Rubinens røde Blod,

Med Smaragdens grønne Jordbund, med Saphirens Himmelloft;

Store, funklende og sieldne, som de stolt og lifligt groer,

Hist i Biergets dybe Have, sprungen af den skiulte Rod.

Men da ingen Ædelsteen er til i Verden, ganske sort,

Maa du skaffe sorte Slaver til at bære Skatten fort;

Og for ret at spragle denne smuktindsprængte Farveflok,

Saa lad fyrgetyve Hvide følge disse, Fod for Fod,

At de Parviis vandre langsomt: Sort med Hvid og Hvid med Sort.

Hyl et Tæppe om hvert gyldent Bækken af det gyldne Mor,

Hvor, med Silke, ind er vævet Markens nydeligste Blomst.

Bring mig dette hid imorgen, har du Kraft, som du har Mod.

Alt skal staae, min ædle Herre! paa det Sted hvor nys jeg stod.

Ey saa hurtig, kiere Slave! Vi er ikke færdig end.

Du behøver kun at gnide, saa er jeg der strax igien.

Hør da nu opmærksom hvad jeg meer dig har at sige her.

Denne Gave, som du skaffer, er til Soliman en Skienk.

Naar han den har faaet, nægter han mig ey sin Dotter meer.

At jeg altsaa nu maa komme i et saadant Optog frem,

Som det sømmer sig en Fyrste, sig en Sultan, seer du selv.

Først et Bad du frem maa trylle, hvor paa alle Vægge leer

Broget Marmor og Agater, venligt sænkt i Midten ned.

Der maae sprudle tvende Kilder, høyre kold, og venstre heed,

At jeg selv kan Vandet blande, eftersom mig tykkes bedst.

Deilige Opvarterinder der maa stande sødt beredt,

For med Badejord og Duge mig at vederqvæge ret.

Skaf mig saa en prægtig Klædning, stærke Aand! naar det er skeet;

Og en Sabel fra Damaskus, og en vild arabisk Hest,

Som min steenbesatte Tøile dog kan tæmme flux og let.

Skaf min Moder hvad hun bruger: Klæder, Linnet, Flor, og sex

Unge, deilige Slavinder, til at følge hendes Fied.

Meget blier jeg dig forbunden, mægter du en slig Idræt.

Af hvad du endnu har fordret er mig intet mere let.

Atter frem dig jeg maa kalde. Selv du giør dig Veien lang.

Før din Finger af at gnide, end min Fod blier træt af Gang.

Naar nu Alt gaaer efter Ønske, naar nu Alt er kant og klart,

Naar det lakker mod den elskte, længstforønskte Brudenat,

Byg mig da, af parisk Marmor, hist et blændende Pallads,

Lige for vor Sultans Harem, paa den rummelige Plads;

Byg det, som din Viisdom byder, men hvad Herlighed og Pragt

Kan formaae, lad det fremtræde; byg i dette Slot en Sal,

I en Fiirkant, viid og prægtig, med en Kuppel oven, hvalt;

Fiirogtyve høie Vinduer skue til hver Verdenskant.

Ikkun eet af disse Vindver ufuldendt dog blive lad.

Hvorfor dette jeg forlanger, skal du vel erfare snart.

Hold mig der et herligt Bryllup, giør den mørke Nat til Dag,

Med de virakblandte Fakler, i den rummelige Sal.

Lad et Chor Sandsigerinder føre op et luftigt Bal,

Mens de Andre os forlyste, sødt, med Citherspil og Sang.

Kan du det, min elskte Slave! Siig oprigtig om du kan?

Ja saa let, min ædle Herre! som Vind kan kruse Vand.