Morgiane
sidder og spinder Bomuld.
Jeg veed ey hvordan det er med min Søn.
Han skulde dog vel aldrig være syg?
Han trækker Veiret tungt, og stirrer hen
Bestandig i den samme Krog, og taler
Fast ey et Ord. Og taler han engang,
Saa er der ikke mere Samling i,
Og ikke mere sund Philosophie,
Som man jo kalder det, end hos min Kat.
Jeg var saa glad, thi paa den sidste Tid
Har han dog lagt sig efter noget Klogt;
Fortiener og sit Brød med denne Lampe,
Og er paa denne Maade kommen dog
I en Slags Næringsvey. Det er endda godt.
Men dette Væsen, paa den sidste Tid!
Han skulde dog vel aldrig have Svindsot,
Sting, Vattersot, Smaakopper, eller Sligt?
Der kommer han. Ak Gud! hvor han seer ud.
Aladdin kommer.
God Aften, Moder! Her er Penge nok.
Lægger en Pung paa Bordet.
Morgiane.
Himmel og Jord, min hierte Søn! hvor har
Du faaet alle disse Penge fra?
Saa riig har du jo aldrig været før.
Aladdin sukker.
Saa fattig har jeg aldrig været før.
Morgiane.
Hvormed er denne Pung da fyldt?
Aladdin.
Med Guld.
Morgiane.
Min Søn!
Aladdin.
Min Moder, giv mig noget Sorbet.
Morgiane.
Du er saa heed. Det er ey godt at drikke,
Naar man er saa heed.
Aladdin.
Men da er Tørsten størst.
Morgiane.
Det var fornuftig talt. Det glæder mig
Hvergang du siger et fornuftigt Ord;
Thi paa den sidste Tid, min kiere Søn!
Saa falder dine — Slutninger — Sentenzer, —
Og Meningsfriheder, — og saadant Noget —
(Jeg veed kun lidt hvad alt det Miskmask hedder)
Saavidt mig synes, Noget i det Gale.
Aladdin.
Hvad mener I? Hvad falder i det Gale?
Morgiane.
Jeg siger jo at jeg forstaaer det ey.
Jeg er beskeden, en enfoldig Kone,
Som kiender lidt til Meningen i Verden. —
Men hvad jeg mener, maa jeg sige dog!
Aladdin.
Hvad mener I da, Moer? Siig Eders Mening.
Morgiane.
Det som jeg mener, Søn! er at jeg mener,
At hvad du mener, er ey rigtig meent.
Aladdin.
Hvad mener jeg da, Moer?
Morgiane.
Ja, det veed Himlen!
Derom bekymrer jeg mig ey, min Søn!
Jeg spinder Bomuld, der er Mening i,
Og bryder ey mit Hoved med deslige
Høithentet Hiernespind.
Aladdin.
Nu, det er vel giort.
Enhver bør spinde paa sin egen Rok.
Ifald den Hør, som jeg nu spinder af,
Er Eder lidt for fiin, og sidder Totten
For høit for Eders Haand, og er jert Øie
For svagt, til Traaden overalt at see,
Saa at den brister under Eders Hænder,
Saa hold jer smukt til Eders gamle Rok,
Og spind paa den fra Morgen og til Aften.
Men smør den med Undseelighedens Olie,
At ikke den skal snurre alt for høit;
Kald ey dens tit gientagne Sladdren Viisdom,
Og spot ey den, som kræver mere Kunst.
Morgiane.
Nu nu, min Søn! Jeg gad dog gierne vide,
Hvad der er mere Arbeid ved og Slid:
At spinde, eller gnide paa en Lampe?
Aladdin.
Jo mere Kraft, desmindre Slid, min Moder!
Mens Ormen borer sig et Hul i Træet,
Omsvinger Allah Solen flere Gange.
Og hvo anstrænger sig vel meest derved?
Morgiane.
Den Stræbsomste, min hierte, kiere Søn!
Er dog jo altid den Agtværdigste.
Aladdin.
Ja, saa er Allah intet imod Ormen!
Morgiane.
Du blander Alting sammen: Rokken, Lampen,
Fornuftig Snakkerads og Kunst; Orm, Allah!
Min Søn! jeg troer du er ey rigtig klog,
Fra den Tid du fik fat paa disse Bøger.
Aladdin.
I taler ey ubilligt. Jeg, som I,
Snart vilde dømme Indiens Bramin
Fra Sands og Samling, hvis det faldt ham ind
At tale Sanskrit, naar en fiendtlig Storm
Ham havde kastet hen paa Madagasgar.
Morgiane.
Saa lad os tale da om noget Andet.
Hvad feiler dig? Hvorfor er du saa bleg?
Hvi sukker du, og stirrer altid hen
Paa samme Sted. Hvad feiler dig, min Søn?
Aladdin.
Jeg er forelsket, Moder! Inderlig
Forelsket. Derfor trækker jeg mit Veir
Saa dybt, med en saa langt nedsænket Spand,
Som I, ved Sommerstid, naar Brønden slipper.
Morgiane.
Forelsket, kiere Søn? I hvem, min Søn?
Aladdin.
Ak! I vor Sultans Dotter.
Morgiane.
I Gulnare?
Aladdin.
Ja Moder.
Morgiane.
I Prindsessen?
Aladdin.
Ja, min Moder!
Morgiane græder.
Aladdin.
Hvi græder I?
Morgiane.
Ak! det giør mig saa ondt
At du har mistet din Forstand, min Søn!
Aladdin.
Hør, Moder! Jeg veed ey hvordan det er,
Jeg gidder ikke længer snakket saadan,
Syv Lange og syv Brede, saa som før.
Jeg hader fast at lukke Munden op.
Min Fryd er nu at gaae i Eensomhed,
Hvor Skoven tykkest er, hvor Fuglens Fløite
Ledsager Bækkens duse Strengeleeg.
Der tolker alting mig Gulnares Navn.
Hør altsaa mine Ord, og vil I ey,
At Eders Søn skal visne, som en Blomst,
For tidlig fremskudt i den kolde Vaar,
Saa gaae og giør det, som jeg beder om.
Morgiane.
Hvad skal jeg giøre?
Aladdin.
I skal frie for mig,
Hos Sultan Soliman.
Morgiane.
Hos Sultan So—
Min Søn! Er du da reent forrykt, min Søn?
Hos Sultan Sol— Ak Gud! jeg kan for Skræk
Ey tale Ordet ud. Hos Sultan Solo—!
Aladdin.
Hvis ikke I vil see mig døe paa Stedet,
Saa maa I love mig at gaae derhen.
Morgiane.
Aladdin! men hvad bilder du dig ind?
Et Skrædderbarn!!
Aladdin.
Om Skræddernaalen just
Har nogen Deel i dette Arbeid havt,
Det troer jeg ey. Al Sefi er min Fader.
Morgiane.
Ak! slemme Dreng, hvad siger du mig paa?
Du tvinger Blodet op i mine Kinder;
En Tour, det ey har giort i mange Aar.
Aladdin.
Spring altsaa over denne Punkt, min Moder!
Jeg er en vakker Søn af en Emir.
I er en Dotter af en Haandværksmand.
Vor Sultan er jo født af en Slavinde.
Han har et Kongerige, jeg en Lampe.
Seer I da endnu ey Balancen?
Nei.
Du vipper op, min Søn! du vipper op.
Hans Majestæt, han hænger dig i Røg.
En Lampe og et udstrakt Kongerige!
Det er det samme, som jeg vilde sige:
En Skammel — og en Sopha silkeblød!
En Kringle — og et stort Huusbagerbrød!
Aladdin.
Glem ey kun, at min Lampe har den lille
Bi-Egenskab, som ey hver Lampe har,
At den kan bringe Aander frem, som staae
Parat, at giøre Alt, hvad jeg befaler.
Morgiane.
Mad kan de bringe dig i smukke Fade,
Det er vel sandt; men Eet er Mad, min Søn!
Et Andet er Prindsesser. Overalt
Saa frygter jeg, at Krukken gaaer saalænge
Tilvands, at den tilsidst gaaer hankløs hiem.
At Geisten, naar han eengang er i slet
Houmør, (det kan vel hændes ham, som os)
At han da dreier Halsen om paa dig.
Aladdin.
Derfor er jeg aldeles ikke bange.
Nok sagt, det som jeg beder om, maa skee,
Hvis I vil ikke see min Undergang.
Morgiane.
Og naar jeg kommer der, — hvad skal jeg sige?
„Herr Sultan! vil I ikke hae den Godhed,
At gifte Eders Dotter med min Søn?”
„Hvem er I Moer?” „En fattig Skrædder-Enke.”
„Og hvem er Eders Søn?” „Han er min Søn.”
„Og ellers Ingenting?” „Ney, strænge Herre!”
„Og han vil giftes med min Datter!” „Ja
Mænd vil han saa.” — Saa staaer jeg, som en Nar.
Og maaskee at vor Sultan blier saa opbragt,
At han befaler sine Embedsmænd
At prygle mig, med Tampe, ud af Huset.
Aladdin.
O! det har ingen Nød. Han er ey grum.
Morgiane.
Og endnu Eet! — Ak, hvor du dog er daarlig!
Der er jo et Re—skript, en Lov, en Tingest,
Som siger os, at ingen Undersaat
Kan faae hans keiserlige Majestæt i Tale,
Med mindre at man har en Gave, til ham.
Aladdin.
Nu kommer I til det just, som jeg vilde.
I kiender jo de store, smukke Frugter,
Som ligger oppe paa vort Pulterkammer?
Morgiane.
Af malet Glas? Skal jeg forære det
Til Sultan? Er det Gaven den, min Søn?
Nu da, saa kan man sige ret med Sandhed:
Som Æslet er, er Grimen! Hun græder.
Aladdin.
Kiere Moder!
Det, som I holder for at være Glas,
Det er kun lutter klare Diamanter,
Rubiner og Smaragder og Saphirer,
Af en uhyre stor Værdie. Vor Sultan
Har ikke Mage til dem i sin Krone;
Det har jeg siden først erfaret. Disse
Fortræffelige Stene skal I bringe
Ham, Moder! og fortælle ham, at dette
Altsammen kommer fra Gulnares Beiler.
Troe mig, det vil forhindre hver en Vrede.
At ey I falder Soliman besværlig.
Morgiane.
Hvad, er det sandt? Og er det virkelig
Demanter og Smaphirer, disse Stene?
Aladdin.
Saa virkelig, som at I er min Moder,
Og at jeg er Aladdin, Eders Søn.
Gaae altsaa kun. Forret mig alting godt.
Men nævn dog ey en Tøddel om min Lampe.
Morgiane.
Ak! hvad man har Fortred af sine Børn.
Jeg faaer vel føie mig da i din Villie,
Hvis det er Ædelstene, som du siger.
Men først maa jeg dog sømme Multummet
Fast til min Søndagskaabe, det er løbet
Lidt op, og vaske mine Hænder først
Med Skiegge-Sæbe, thi den grønne lugter.
Et Flor jeg ogsaa skulde have kiøbt,
Hvis kun jeg havde Raad dertil.
Aladdin.
Hvad Raad?
Der staaer jo Penge nok paa Bordet, der.
I husker aldrig paa min Kobber-Lampe.
Morgiane.
Ak! gid den aldrig kommen var i Huset.
Aladdin.
Nu gaaer jeg hen i Lunden, uden Porten,
Og sætter mig ved Kilden til i Aften.
Der kan I finde mig, og sige mig
Om jeg skal leve, eller jeg skal døe.
Morgiane.
Saa vil jeg nu da pynte mig en Smule.