Et lidet fattigt Værelse.
Mustapha sidder paa et Bord og syer. Morgiane spinder Bomuld.
Mustapha.
Nu Morgiane? Sover du igien?
Morgiane.
Nei Mustapha! der giorde du mig Uret.
Jeg sad og læste just min Aftenbøn,
Og lukte Øinene fast i, for ey
At blive adspredt. Det er ellers silde.
Mustapha.
Hvad silde? Kom mig ey med saadan Snak!
Jeg siger det er tidlig. Hvem er Herre
I Huset her? Du eller jeg? Du er
Et Murmeldyr. Er det nu Tid at læse
Sin Aftenbøn, for fattig Folk som vi?
Morgiane.
Hvad kan det skade at man er gudsfrygtig?
Mustapha.
Meer end du troer. Imens du læser, seer du!
Saa spinder du ey Bomuld. Af din Bøn
Kan vi ey leve. Faaer man Brød for Bønner?
Hvad? Kan man kiøbe Kiød for dem paa Torvet?
Jeg er en gammel Mand — min Kraft er borte.
Jeg kan ey længer sye saa flink som før.
Du er min Medhielp, seer du! Det vil sige
At du skal rappe dig og hielpe mig.
Morgiane græder.
Jeg hielper dig med Alt jo hvad jeg kan.
Mustapha.
Nu nu, græd ikke. Jeg er god igien!
Du er ey slem, du kunne være værre.
Da jeg var vel ved Magt i gamle Dage,
For meget med. Da bad jeg selv dig skaane
De hvide Hænder og det smukke Ansigt
For Solen. Men saa gaaer det nu i Verden!
Nu er Forgyldningen af dig, og jeg er fattig.
Nu maa du spinde. Ellers gaaer det galt.
Det er ey blot os selv, den lange Lømmel,
Som driver om og giør slet ingen Nytte,
Ham skal vi ogsaa føde.
Morgiane.
Altid har du
Saameget nu imod den stakkels Dreng.
Han er saa ung, og med hans varme Blod
Er man ey skikket til at sidde stille,
Med Benet overkors den hele Dag.
Mustapha.
Men at gaae om med Armen overkors
Den hele Dag, dertil er Blodet koldt nok.
Hør Morgiane!
Morgiane.
Nu saa vær dog rolig.
Der kommer han.
Aladdin
kommer ind.
God Aften, Fader!
Mustapha.
Ja
Jeg skal godaftne dig, din lange Slyngel!
Har du nu drevet hele Aftnen om
Paa Gaden med de andre Drenge? Hvad?
Aladdin.
Ney Fader! Jeg har ikke drevet om.
See her er Penge fra den rige Kiøbmand,
For den violblaa Silkekaftan. Manden
Var ikke hiemme selv, men som en Dreng
Har jeg frie Adgang i det hele Huus,
Og naar jeg kommer der engang iblandt,
Kan jeg ey slippe fra hans Fruentimmer.
Du hellige Prophet! hvad dog de Piger
Er deilige. De giorde Løier med mig,
Og spurgte skiemtviis om jeg ogsaa vel
Forstod mig noget paa min Profession?
At jeg nok var den rette Skrædder, jeg!
Jeg svarte dem, at dersom de tillod det,
Saa tog jeg Maal strax af dem allesammen.
Dertil var de nu alle villige,
Og bragte lange Strimler af Papir.
Da skulde I kun seet en Maalen, Fader!
Om Armene, om Livet, og om Barmen.
O hvor det dog er skiønt at være Skrædder!
Mustapha.
Ja jeg skal skræddre dig! Ja jeg skal skræddre
Dig Kieltring.
Vil springe ned af Bordet, men glider og er færdig at styrte.
Ak du hellige Prophet!
Hielp! Hielp! Jeg glider. Hielp! Jeg brækker Halsen.
Aladdin hielper ham.
Ja saadan er det at forhaste sig.
Mustapha
med indbidt Forbittrelse.
Min Søn! Tag mig den Alen, som der hænger.
Morgiane,
som vaagner af den Søvn, hun nylig var falden i, seer Totten brænde og raaber:
Brand! Brand! Brand! Ispahan! Brand! Ispahan!
Den store Hovedstad i Persien
Staaer i lys Lue.
Mustapha.
Ney, det er for galt.
Jeg gamle Mand, det holder jeg ey ud.
O slemme Skarn! Du liderlige Fugl!
Som ey vil staae imens man straffer ham!
Som skiller mig ved al min Næring, hos
De rige, de mistænkelige Kiøbmænd;
Som — Morgiane! Er du fra Forstanden?
Du sidder stille og laer Totten brænde?
Sluk! Sluk! Om du saa aldrig slukker meer.
Morgiane ganske forstyrret.
Sluk! Hvormed skal jeg arme Kone slukke?
Her er jo ingen Sprøyte eller Brandspand.
Ak! Ak! min Bomuld! Ak min Spindeløn!
Hun gaaer i Forskrækkelsen hen og tager den Silkeklædning, som Mustapha nylig har syet paa, og kaster over Ilden.
Mustapha.
Ney, nu er det forbi. Kaftanen brænder!
Jeg mægter ikke at betale den.
Jeg arme Mand. O Himmel! jeg faaer Ondt.
Synker i Morgianes Arme.