En Kvindeskikkelse sidder bøjet mellem nedstyrtede Ruiner, med Hovedet støttet til Haanden, Blikket søgende ud i Rummet
Mine Børn, mit Hjertes Kære, flakker i Verden vide,
hvor kan de høre min Stemme, hvor kan de føle min Kvide?
Hvor skal jeg vende min Kalden, for at de alle kan høre?
Kom, mine Børn, mine Kære! laaner jer Moder Øre!
De Tider er rundne saa lange, jeg hørte ikke jer Stemme;
Tusinder er døde, og Fjender har i deres Boliger hjemme!
Min Graad er bitter som Døden, og ingen mit Skrig vil høre —
Kom, mine Børn i det fjerne! laaner jer Moder Øre!
Mit Blod er stivnet af Rædsler, mit Hjerte er krympet af Kvaler,
mit Ansigt igennem Aarhundreder kun om Forfølgelser taler.
Kun Døden ser jeg i Møde, kun den vil min Klage høre!
Kom, mine Børn, mine Hjemløse! laaner jer Moder Øre!
Du Hyrde, som flakker i Dale, hvor Blod nu for Rigdomme flyder,
stille klinger din Stemme, sørgmodigt din Sang genlyder.
Kom, lad os sammen begræde dem, som ej mer kan os høre!
Og lad os kalde saa højt, at de Hjemløse laaner mig Øre!
Men du, Fredens jagede Fugl i Armeniens Dale:
hvide Stork, flyv bort! flyv fjernt, at din Flugt kan tale!
Bring til de flygtende Bud! lad mit dybe Nødskrig dem høre —:
Kom, mine Børn, mine Hjemløse! laaner jer Moder Øre!”