Motiv fra Bergen
I de lyse Nætter
er det tungt at tænke
paa, at Døden vil sig
over Livet sænke.
Naar vi føler hvert et
Drag, Naturen aander,
er det, at vor egen
Trang sig dybest vaander.
Og naar alt omkring os
vidner Evigheden,
føler vi, at aldrig
naar vort Hjerte Freden —
Altid maa vi inderst
inde opad hige
haabløst — haabløst mod et
Evighedens Rige.
I Naturen lever
Evighedens Kræfter,
dem, som smertefuldt vi
selv og længes efter —
Tomt det er at stunde
mod det store Øde!
og som dybest Afgrund
Dødens Blik at møde —
O, om ej vi stunded
mod saa stort et Øde —!
— Held dig, du, som frygtløs
Dødens Blik tør møde —!