Sankt Hans er over. Nu tier
vel alle de Fugle derinde
i Skovens Dybhed, hvor Dronning Vaar
er død som et fagert Minde.
Stolt Maanen stiger derude
i Glans over Fjeldenes Rande;
dybt i dens skælvende Sølvbad staar
Fjordens drømmende Vande —
— Men fjernt, hvor Solen sænked
bag Fjeldet sin rødmende Pande,
stiger en Lyd i den stille Kveld,
en Hilsen fra Vaarens Lande —
Langsomt og klart den toner:
Gøgens vemodige Stemme,
— sidste Hilsen fra Sankte Hans —
den, som vi længst vil gemme.
Og gennem Taagerne skinner
højt oppe en eneste Stjerne,
— lyser til Hvile skøn Sankte Hans,
og dør saa — som Suk i det fjerne — —