Mit Hav, du stærke, store,
livsfriske Æventyrer,
med Skumløv om din Pande
og Længsel i dit Blik —
du er som tusind Stemmer,
hver med sin egen Mening,
men alle i Forening
den rigeste Musik.
Der er al Kunstens Skønhed
i dine Farver givet,
der er al Livets Friskhed
i dine Bølger lagt!
Men hver Gang end jeg kommer,
er dine Stemmer flere,
og altid er der mere,
du ikke før har sagt — —
Mit Hav, jeg kunde maale
min Livsvækst efter dette:
hvad siden sidste Møde
din Stemme har mig sagt,
hvad nye Krav du byder,
og hvad at hige efter,
hvortil mig skænker Kræfter
din friske, frie Magt.