I
Saa slaar vi da Retræte:
vor Vej er altfor fyldt med Sne,
vi skulde været frem til Jul,
men det kan ikke ske.
Nu maa vi hen, hvorfra vi kom,
men det er tungt at vende om.
Fjældhulen er Ruiner nu. Hvor finder vi et Skjul!
Vi drager op mod Mørket,
og vi, som haabed det forladt,
gaar trist til Sinds, med Haabet brudt,
ind i den store Nat ...
Naar atter Slæden staar beredt
til Hjemfart, hvad er der saa sket? ...
O, gid den Time aldrig kom, da Rejsen blev fortrudt!
II
Nu er vi da ribbet for Dun og for Fjer,
bare Livet igen — ellers ingen Ting mer,
vi har hverken Bøsse, Kop eller Kniv,
kun Livet igen — det dejlige Liv!
For Hunde og Kød og varmende Klær
borttusked vi alt, hvad vi ejed af Værd;
de Hedninge-Venner, hvis Forraad er størst,
maa stille vor Sult nu og slukke vor Tørst.
Saa tyr vi da hver til en gæstfri Dør
og beder om Husly som ofte før,
man luner vor Briks, vore Skinddragter syr
og fodrer os selv og de udslidte Dyr.
I Jordklodens nordligste Menneskehus,
ind under en Gletschers Morænegrus,
dér lever jeg Livet som Eskimo,
og Livet er bedre, end jeg turde tro.
Ja, Livet er dejligt og dyrebart
i vekslende Vejrlig og skiftende Fart,
her fanger til Føde jeg Ræv og Ravn,
her bæver mit Hjærte i Lyst og Savn.
Piuva’stoks og Alakra’sinas Hus
saa ynkelig armt, kun rigt paa Lus,
saa hjærteligt godt mod den selvbudne Gæst,
er det Hedningeskjul, hvor jeg har det bedst!
Ja, tidt, om jeg rækker mit Hjemland igen,
vil taksomme Tanker søge herhen,
— jeg kender de Tusinder Kristne af Navn,
men Hedningen her er Kristen af Gavn.