Der regner i Dag en ukristelig Regn
heroppe i Hedningelandet;
endnu er der intet Himmeltegn,
som tyder paa noget andet.
Vor Hule var netop bleven saa lun,
Sneen laa højt over Taget,
Fnuggene tætned som Edderdun,
— nu smælter hele Laget.
Det drypper, det stænker, det styrter herned,
og ingen har sit paa det tørre,
vi væbner os bravt med Taalmodighed,
mens Vandfloden vokser sig større.
Alt, hvad vi ejer, blir blødt og ødt,
hjærteløst Regnen strømmer;
de rummer just ikke det bare sødt
de Oplevelsens Bægre, vi tømmer.
Gulvet er som en rindende Sø,
og Brikseskindene fælder,
vi ligger paa hver sin opdagede Ø
i Oversvømmelsens Kælder.
Himlen er bare et trøstesløst Hvælv,
en eneste styrtende Sluse,
Fjældene mumler, den døde Elv
er atter begyndt at bruse.
Dens Leje var som et furet Ar,
nu springer det op og bløder.
Vi fylder paany vore Kogekar,
men Regnen slukker vore Gløder.
Saa maa vi kvittere »den varme Ret«,
en ofte prøvet Elende,
men at Soveposen ikke er tæt,
er det værste, der kunde hænde.
Dog, skulde man blive lidt sur i Sind,
da lyder den Trøst til den triste:
»Lad alt smælte bort! Dit eget Skind,
det holder nok tæt til det sidste!«
Først, naar ikke en Trevl er tør
og ikke et Ly at finde,
da vaagner der et Galgenhumør,
og runger vor Latter herinde.
Vi driver hver huslig Sorg paa Flugt,
fantaserer om fjerne Steder
med alt, en Hjemkomst byder af smukt:
varm Kaffe og tørre Klæder!
— — Vejrprofeterne kalder det Føhn,
saadan Mildning ved Vintertide,
men Eskimoerne tror, det er Tøen,
der driller Frosten til at bide.
Tre Gange hvert Døgn, gaar jeg nøgen ud
og aflæser Varmegrader ...
Men lad der blot rase Regn og Slud,
naar det ikke Islæget skader.
Jeg véd jo, at Frosten sejrer som før,
og snart kan jeg hjemad drage
blottet for alt, kun rig paa Humør
til Slædefærden tilbage!