Overmæt af Kunst og Kultur,
led og ked af Venner og Fjender
søgte jeg bort til en vild Natur,
hvor intet dagligdags hænder.
Her fik jeg prøvet min Muskelkraft,
véd, hvad jeg magter, og hvor det svigter,
fik gennemlevet hver Sorg, jeg har haft,
og alle forsømte Pligter.
Frosset og sultet og legemlig slidt,
savnet, hvad før var mig uundværligt,
svævet i pirrende Farer tidt,
— aa, dette Liv er herligt!
Levet i Solskin Maaneder rundt
vaagen og virksom Døgnet til Ende,
besteget Fjældene, sovet sundt
og bare tænkt smukt om min Fjende.
Kysterne ejer rige Spor
om fjerne, formummede Tider,
da frem af Kaos vor elskede Jord
ung og almægtig stiger.
Mangt et besynderligt Visdomsord
talte den vilde, hedenske Stamme,
Hunde og Herre fik gratis For
og Herren Telt med det samme.
Og naar man først sig vænnet har
til Kødmad raat ud af Skankerne
eller Kødmad lunknet i grissede Kar,
pyt saa, om det dufter af »Tankerne«.
Og kan man bare faa Hvile og Mad
og nøgen hos Værtsfolket ligge,
da er man tilfreds og lader glad
Polar-Parasiterne stikke.
Mangen fordummende Overtro
hersker her oppe som hjemme
— men her var lykkeligt frit for to,
der gerne sig selv vilde glemme ...
— Aa, hvilken Tid, naar Hundene sprang,
og Sanserne, friheds-svimle,
og Blodet, der gennem Aarerne sang,
gløded med glødende Himle!
Da foer jeg omkring mellem smaabitte Hjem
norden for Lands Lov og Ret,
— heroppe drog mangen Polstormer frem
og drog sit sidste Aandedræt.
Her søgte jeg Vej til Menneskers Sjæl,
søgte at bruge to aabne Øjne,
jagede Réner og Bjørn og Sæl
de hellige Døgn som de søgne.
Da var jeg langt fra de hjemlige Kaar,
lod haant om Kulturens Krøller,
ynkede Oprørets tamme Faar,
belo vore aandelige Bøller.
Vidste saa vel, at selv var jeg glemt
eller agtedes saare ringe.
Bravo, Københavner! Des mere bekvemt
kunde her jeg sprede min Vinge.
Ja — og jeg folded mine Svingfjer ud,
hørte du Luften suse!
Himlen har ikke saa høj en Gud,
jeg var jo dér til Huse.
Alle mine inderste Tanker steg
fremad, ustanseligt fremad.
— Om det blir Liv eller bare Leg,
skal kendes, naar jeg vender hjemad ...
Men jeg maa sige jer det for sandt,
nu længes jeg hjem til de danske,
dem jeg dog helst har været iblandt,
og som jeg tilhører ganske.
Her oppe leved jeg længe nok
til for bestandigt at vide:
jeg er et Faar af min egen Flok,
det hjemlige Hø vil jeg bide.
Saadan ender vi Menneskers Flugt
bort fra Kulturens Centrer.
Den Tid er dog ikke forgæves brugt,
hvori vore Meninger kæntrer.
Mennesket bliver sig selv overalt,
vi er Dyr, baade vilde og tamme,
ingen er Sukker blot, ingen Salt,
vi er allesammen det samme.
Blot en Nuance, uendelig lidt
adskiller Stodder fra Greve,
denne Erkendelse gør jeg tidt,
den gør det til Fest at leve.
Hedningen her er ej ideal
og heller ej sjælesort,
snart er han god, snart er han gal,
— men hans Liv er en herlig Sport.
Det var til dette friske Pust,
jeg længtes af al mit Hjærte,
— o ! Mine unge Vinger har brust,
men nu har jeg Hjemvéens Smærte.
Og faar jeg en Gang lagt Naturen bag
og aander Civilisationen,
saa véd jeg: Sandheden er ej Nat eller Dag,
den ligger i Midt-Regionen.
Den Vished kan gøre moderat og svag,
men falsk bliver ikke Tonen!