Straks da jeg hørte berette
om Eskimoernes Sæder,
væmmedes jeg ved de slette,
kyniske Hedningeglæder,
fordømte Flerkoneriet,
de yndede Konebytninger
og Madlavnings-Svineriet
i temmelig hvasse Ytringer,
fandt, at Aandemanerne
drev et hæsligt Bedrag,
og at Blodhævns-Vanerne
var en forkastelig Sag.
Men — som jeg leved iblandt dem
og fik de fleste kær,
hændtes det, at jeg fandt dem
et smukkere Rygte værd,
hændte det, at jeg satte
deres uslebne Natur
over vor egen glatte
ofte forlorne Kultur.
— Ikke at vi skal anvende
disse hedenske Skikke,
bare frimodigt erkende,
at bedre er vore ikke,
og at vi saa skal sætte
os selv i Hedningernes Sted
for at fælde det rette
Skøn over Maal og Med,
og at vi burde kigge
bag egne Fordommes Mur,
før vi fordømmer Skikke
af fremmedartet Natur.
Vi korser os over det syndige
Liv i obskure Gader,
men er næppe selv saa yndige
Helgener, som vi lader.
Over de andres Laster
bander vi, saa vi faar Mulkt,
eller bekæmper dem aabenlyst —
og synder dog selv gedulgt.
Men her iblandt de »Vilde«
paa Jordens nordligste Kyster
er intet standsmæssigt Skille,
her følger enhver sine Lyster.
Kan en dygtig Fanger forsørge
mér end en enkelt Kone,
er der ingen »Moral« at spørge
og ingen Brøde at sone.
Hos os kan kun én man binde
gennem Præst eller Øvrighed,
— saa holder man Elskerinde,
hvad Gud og Hvermand véd.
Hjemme spiser man Vildt,
som raadner — en Modens Gaade —,
da er vel Forargelsen spildt
over Hedningens Levemaade.
Man ækles over de Lus,
der Liv paa hans Legem frister.
— Hos os i hvert andet Hus
snylter der Syfilister.
Hjemme bærer vi Hatteflor,
naar en af de nærmeste dør,
klæder os sort det næste Aar
— og lever dog Livet som før.
Hvert Land taler sit Sørgesprog,
har sit Begravelsesvæsen.
Heroppe sværter man Øjenlaag
og putter sig Renshaar i Næsen.
Hjemme dyrker vi Fanden
som straffende Gud for det onde,
heroppe bor Bussemanden
i Havet, hvor ingen kan bunde.
Her tages det Barn af Live,
hvis Slægt er til Graven fulgt,
som ingen kan Næring give,
som snart maatte dø af Sult.
Men Jomfruen hjemme, der føder
sit Barn i Jordemorens Gade,
maa dyrt en Pengesum bøde
for at dække over sin »Skade«.
Maaske vil Barnet krepere
af gennemført ussel Pleje,
— saa er der jo intet mere,
som røber Elskovens Veje.
Og vi, som endnu fører Krige
af den smudsigste Egennytte,
bør ikke hysterisk skrige
om Hævnmord i Hedningehytte.
Det ene Folk er som det andet,
det er Mennesker alle Vegne.
Der er Kristne i Hedningelandet
og Hedninger blandt Guds egne.
Og hvad maa vi ikke taale
af alle Lægprædikanterne,
som er værre til at gøgle og skraale
end Tarmskinds-Tromme-Musikanterne.
Ak — lad os da blot missionere
blandt Grønlands sidste »fortabte«,
Skikkene kan man polere,
Sjælene blir som de er skabte.
Og lad os bygge Butikker
til Støtte for Salmesangen,
saa faar den »Vilde« en sikker
Genvej til Undergangen.
Saa kan den kongelige Handel
og Missionens Aarsberetninger
servere den bitre Mandel
i slørede Frase-Sætninger.
Den nydøbte sælger sin Bjørnefælg
og Spækket til Lampetran
— og sidder i Mørke og fryser selv
og sulter sit Hundespand.
Sidder og remser Bønner
i Handelens Bomulds-Klæder
— disse Naturens Sønner,
der fødtes til frie Glæder!
Ingen maa Koner bytte
eller dræbe hverken Gamle eller Unge,
— de lover det, men maa dog lytte
til Naturens ærlige Tunge.
Snart er de kristnede Vilde
at se til som Munke i Kloster,
nu synder de skjult og stille,
bedriver Hor og fordriver Foster.
Det gør deres Frænder mod Syd,
som kristnedes af Hans Egede.
Alverden skilter med Dyd,
men hvor er dens Fraser afblegede!
Den Vilde var sand i sin Last,
og Lasten var alles i Fællig,
— hos os blir hver Synder sat fast
af dem, der hykler sig hellig.
Men hellere Hedning og fuld af Synd
og ærlig i alt sit Væsen
end brovte med Kristendom, som er tynd,
og saa tage Godtfolk ved Næsen.
Nu, da jeg lever blandt disse
foragtede Faar og fortabte,
erkender min Sjæl tilvisse:
vi er alle som Mennesker skabte.
Det ene Folk er som det andet,
det er Mennesker alle Vegne.
Der er Kristne i Hedningelandet
og Hedninger blandt Guds egne.
Ikke at vi skal anvende
disse hedenske Skikke,
bare frimodigt erkende,
at bedre er vore ikke!