Fjernt henne, vej-fjernt,
borte i det dunkle,
hvor man i Zenith
ser Nordstjernen funkle,
dèr i det mystiske,
evigt dragende
ubekendte,
hvor Livet er ude,
Striden endt,
— om den nogen Tid var der —
Nordpolen ligger,
et udregnet Punkt,
jomfrueligt, ungt,
vildt, dødt,
— alting tier;
hvor der aldrig stod
hverken Skib eller Fod
paa de dristigste Farter
og fra ingen Tegninger
eller Fotografier
verdensbekendt.
Baade Fantasten
og den stringente
higer derefter:
den, der har Tillid,
urokkelig, sikker
til egne Kræfter,
og den, der vil Liv
af de døde Beregninger ...
— Aa, der er stivnet
Hundreder Hjærter
paa Vej mod Polen,
af navnløse Smærter
tilsidst løst ud.
Fra Midnatssolen,
fra Vinternatten,
den gravkammer-sorte,
intet Bud ...
Vi kender jo knapt
dem, der blev borte
før om Dage,
knapt nok de faa,
der med Held
kom tilbage.
Alligevel
er det jo saa,
— og hvor er det godt! —
At aldrig vil Stormløbet stanse
for Maalet at naa
og Berømmelsens Kranse.
— Og at Maalet blir naaet,
derom er ej tvistet,
men ingen véd
hvornaar;
— maaske gaar der Aar,
før Mandsviljen faar
Polen afvristet
dens Hemmelighed ...
— Blandt alle de kække,
der trængte mod Nord,
den malmfaste Række,
nogle dumme, somme frække,
straaler et eneste
Navn over Verden;
naar andre glemmes,
da huskes Færden,
hvor Fridtjof Nansen
drog sine Spor,
han var stor,
kunde slet ikke skræmmes.
Han hentede Kransen,
den stolteste, prægtigste:
Sejr for den mægtigste
Menneskekraft
nogen Mand har haft! ...
Og den, der har prøvet
blot Hundredeparten
af hvad han har øvet
og lidt paa Farten,
han bøjer sig
hilsende,
undrende,
stum,
— bøjer sig...
Men mangen en dum
Ignorant derhjemme,
som selv-ophøjer sig,
hæved sin Stemme.
Og mangen vigtig
Katheder-Profet
mente sig pligtig
i Begejstringens Stund
til at slaa Hyldesten
koldt Vand i Blodet.
Fra sin kritiske Mund
tog Vismanden Bladet
og voved at pille
ved Forskerens Resultater.
Fy! Ti stille!
Fingrene af Fadet,
I Kakkelovnsstympere,
hvor tør I kny?
I sidder i By,
lunt er jert Ly,
dèr leger I Polfart med Tinsoldater.
Men Nansen:
se, han satte Livet ind;
det var nu saa efter den Mands Sind!
— Jeg véd jo nok,
der var Jubel ved Møderne,
hvor Nansen talte
selvsikkert til Støderne
fra Professorerne
ned til Pogene,
— højlydt turde I intet sige!
Men jeg véd tillige,
at I skumled i Krogene.
I tvivler altid paa det mærkværdige
ude fra Mandskraftens Vidunderrige
— men har Eders Kakkelovns-Domme færdige ...
Længst er forbi
den stolte Fest,
hvor Nansen var Gæst,
— aldrig har jeg kendt Mage dertil,
I kan besmøre det,
hvordan I vil.
— Men nu skal I høre det:
Hvad er I?
I er Gløderne,
Nansen er selve den levende Ild,
han kunde gøre det!
Det er fordi,
han er Geni.