Hørup! Den tavseste Mund i vort Land,
stærke, kloge, besynderlige Mand!
Vi, som holdt af ham og aldrig kan glemme
hans smilende Mund, husker næppe hans Stemme.
Den Mund, som før havde flammet saa tidt,
var ikke i trodsig Foragt sammenbidt,
den tav blot og var som et fint lille Smil
over Menneskers Dumhed — og undte sig Hvil.
— Han var graanet den Gang, jeg traadte ham Nær!
Nej, en Afgrund der var mellem hver.
Ikke at han var stor mod den unge!
Jeg fatted blot ikke den tavse Tunge ...
En Nytaarsdag, jeg skrev ved mit Bord,
kom han gaaende gennem vort Kontor.
Jeg vilde ham ønsket paa gammel Skik
»glædeligt Nytaar« — men mødte hans Blik,
et mildt og elskværdigt — han var jo saa god —
men det missede lidt, og jeg tabte mit Mod.
For dette gaadefuldt smilende Blik
slog Tankerne Sludder og Munden Klik.
Aldrig fik jeg ham ønsket noget godt,
forundret tav jeg — han smilte blot ...
Nu véd jeg, hvad dette Smil betød,
begreb det, længe før han var død:
»Min unge Ven! Over den hele Jord
de ærligste Ønsker faar aldrig Ord.«
»Den Ven, der ønsker mig godt, er en Taabe;
handle skal han i Stedet for haabe.«
»Folk, som er enige, samtaler nødig;
overfor Fjender er Ord overflødig!« ...
— Bag Hørup, den utilgængelige Mand,
stod vel vort danskeste Hjærte i Brand.
Men han gennemskued alt, saa Folk blev nøgne,
han elsked Sandhed, bekæmpede Løgne,
var derfor saa inderlig frygtet og forhadt
og savnet, da han havde sin Plads forladt —
denne tavse Mund, disse talende Øjne.
Hørup er som Minister endt,
Georg Brandes blev stats-anerkendt.
Det er just intet logisk Punktum
for Mænd, der gnistrer af evig Ungdom,
medmindre vi danske ikke mere
vil lade den hædrede Alderdom regere!
— Brandes! Jeg skrev en Gang, han var Gud
Da skammede mine Venner mig ud.
Og Guden selv var saa venlig at lade,
som om han ikke læste de Blade.
Det ligger nu langt tilbage i Tiden;
desværre, jeg har ikke udviklet mig siden.
Det er jo dog ellers svært moderne
at haane sin forrige Ledestjerne,
at sparke til den, der har lært os at gaa.
Brandes er blevet sparket som faa.
For mig staar aldrig saa stærk en Glans
af en Himmelens Stjerne som af hans.
Men der sidder jo rundt i den danske Stat
mangen overbevist Renegat.
Ja, hvor var der Jubel i Fjendernes Lejr,
ved Renegaterne haabed de Sejr.
Men Skæbnen har sig forunderlig vendt,
nu er Brandes stats-anerkendt...
— Alligevel! Han er den samme som før
og bliver bare sig selv, til han dør.
De fanger ham aldrig med Statsløn og Tittel,
han er Lucifer, altid i Arbejds-Kittel,
en Samfundets evigt lutrende Ild,
en Ungdommens Sokrates, naar den foer vild.
Stærk som Døden, der trued ham tidt,
har for de dristigste Tanker han stridt.
Tanker, der har omformet os alle,
som helt har sejret, naar han maa falde,
sejret selv dèr, hvor man nødigst indrømmer det:
Bægret er bedskt — men se, hvor de tømmer det!
— Blot hos det alleryngste Kuld
er Brandes ej længer lødigt Guld.
De Folk har i egne Indvolde set
og set: at de selv er den ny Profet.
Og Menneskeheden hungrende bier
paa det yngste Danmarks ny Profetier.
Kanske har de lydt, naar jeg kommer hjem;
— ak, tænk om jeg saa er for gammel for dem!
For Brandes bliver jeg aldrig for gammel,
jeg sidder nu som før ved hans Skammel.
Han vakte min Sjæl, han skrev dens Bud,
— jeg var ung en Gang og kaldte ham Gud.
Maaske er jeg konservativ af Nemme,
for han fylder mig her, som han fyldte mig hjemme.
Jeg bringer ham Tak og Hyldningstegn
fra Jordens nordligst beboede Egn.
Vinternatten gaar lykkeligt hen:
jeg lever med Georg Brandes igen
med ham og Hørup — de danske Mænd.