V. Gabriel Olesen
Kaldet »Gaba«
Kaldet »Gaba«
Gaba er god,
god som et Barn, selv om alt gaar imod,
han kan sig let med vort Vildliv forsone,
længes vist knapt efter Spædbarn og Kone,
som han forlod.
Gaba er klog,
taler blot et malabarisk Sprog,
tidt maa vi ty til de særeste Fagter,
eller vi udgransker det, som vi agter,
af en Glose-Bog.
Gaba er Kok,
Koksmath især — men han har en barok
Lyst til vor Smagssans at undertrykke
ved at benytte som Viskestykke
Skjorte og Sok.
Gaba er flink,
lystrer med Iver vort ringeste Vink
— helst dog, naar Vinket betyder at skaffe
Vand paa en Kedel til The eller Kaffe,
— se da hans Blink!
Sukker især
har han, den Slikmund, usigelig kær,
sender sin Skefuld forelskede Blikke,
naar han behændig faar Top til at ligge
— en Kunst, der er svær!
Gaba er glad,
sorgløs og lattermild, blot han faar Mad,
men naar vi mindsker en Dag Provianten,
saa kan han sætte sig ordknap og vranten
over sit Fad.
Gabas Tobak
er hans Bekymring og evige Snak,
og for at skaffe sig noget at røge
tror jeg, han gerne vilde forsøge
sin Skind-Timiak.
Han er adræt,
let tilbéns danser han Reeler med Spjæt.
Spørger man, hvad han nu tilbeder særlig:
Dans eller Kirkegang? svarer han ærlig:
»Danse mig træt!«
Gaba har Trang,
Trang til at sove, skøndt vækket en Gang,
ja, og saa snorker han rent ubarmhjærtig;
rusker man Fyren, saa svarer han værdig:
»Jeg drømte, jeg sang.«
Gaba har Røst,
Salmesang er ham en daglig Trøst,
Melodierne er bestandig hans egne,
og de tager Tonen fra samtlige Degne
her under Kyst.
Han er literær,
nedskriver Gloser og Folkesagn her,
lærdoms-stolt lader han Blyanten flyde,
ikke en eneste Sjæl kan udtyde
hans Kragetær.
Gabas Moral,
Kristenmoral, den er ikke saa gal:
dybt han beklager sin hedenske Søster,
fristes dog selv af hedenske Lyster,
naar Natten er sval.
Kæk i Kajak
gaar han paa Havet, hvor Hvalrossen trak,
kaster Harpunen med Kraft mod sit Bytte,
er efter Sæl en paalidelig Skytte.
Gaba, hav Tak!
Tro har han fulgt,
delt vore Kaar under Velstand og Sult.
Rækker vi bare Uperniviks-Landet,
skal han faa Sukker og meget andet,
aabent og dulgt.
Hundred iblandt
dem, som vi til os paa Rejsen bandt,
vilde forlængst have mistet Gemyttet
og til den grønlandske Hjemvé lyttet;
han var konstant!
Ja, du var tro,
tro mod din Pligt, og som oftest du lo.
Tak for din Troskab, din Sang og din Latter;
gæster jeg Grønland, opsøger jeg atter
dig i dit Bo.