PSYCHE.
Og jeg er ene nu, af Alt forladt.
Hvad jeg har elsket: Hjem og Fædreland,
Slægt, Venner, mine Søstre og min Fader,
Dem Alle har jeg tabt; thi her er Graven.
Af ingen Haand mit Øie trykkes til,
Og Ingen skjenker mig den sidste Trøst,
Det Sidste, som den Døende begjærer:
De milde Ord, det kjærlige Farvel. —
Græder.
End brænder Faklen — her jeg planter dig
I Klippens Grund, og beder dig at lyse
Med milde Straaler, til det er forbi.
Blus ei saa vildt, endnu er Liv tilbage;
Men brænd ei døsigt heller — Haabet flammer
Med dig, og d øer med dig her i mit Bryst.
Du er det sidste Levende, som seer mig
I Dødens Afskedsstund; det sidste Minde,
Der følger med mig paa den dunkle Vandring,
Og kalder mig endnu engang tilbage
Til Hjemmet, hvor min Glæde jeg forlod.
Ja, Livet vinker hist med al sin Rigdom!
Det holder mig for Øiet al sin Glands,
Og aldrig før det syntes mig saa skjønt.
Endnu et Øieblik, saa er det svundet,
Saa er forbi det sidste Haab om Frelse;
O rige Liv, hvor fattig er din Grav! — —
Stærke Vindstød høres, ved hvis Lyd hun pludselig farer op.
Vee mig, han kommer! Smertens Sting jeg føler.
I Dødsangst for hans Syn mit Hjerte skjælver,
En dunkel Taage svæver om mit Øie
Og skjuler Stjernen i en bælmørk Nat.
Hør hvilken Brusen i den mørke Luft!
Min Brudgom nærmer sig paa Stormens Vinger.
I Skyen kommer han, den Rædselfulde!
Hans Øie lyner, og af Munden hænger
Den lange Tunge dryppende af Blod.
Han griber fat mig med sin stærke Haand,
Han knuser imod Klipperne mit Hoved
Og strøer i Luften mine Lemmer ud!
Kaster sig paa Knæ.
O, see ei ned paa mig med vrede Blik!
O, hav Barmhjertighed og lad mig leve!
Men skal jeg døe — o ræk en Dolk mig hen.
Ræk mig et Sværd, at selv jeg sønderskærer
Den svage Traad, som binder mig til Livet.
Hvad — ingen Frelse meer? — Er Alt forbi?
Men kæmpe vil jeg, mens jeg Kræfter eier,
Og alt dit Bytte vorde skal et Liig!
Nei, nei! grib ei saa voldsomt om min Arm!
Riv ei mig Haaret af det trætte Hoved,
Men giv mig Døden — Døden vil jeg kun! —
Synker i Afmagt. Lang Pause.
PSYCHE vaagnende.
Endnu jeg lever — end min Fakkel brænder;
Dog den fordunklet er af Lunas Straaler,
Der, seierrige, nu beherske Himlen.
Og den Forfærdelige? — Jeg ham saae;
Vildt greb han om mit Haar og kasted mig
Med Kæmpekraft til Jorden —
Er jeg frelst?
Har min Gudinde sig forbarmet? har
Diana hørt mit Suk i Nødens Stund? —
Du Herlige! Apollos lyse Søster,
Som, Jomfru selv, Uskyldighed beskytter,
Og værner Brystet med dit gyldne Skjold:
O, see paa mig i denne Time! send
Ned over mig dit Øies milde Blik,
Forjag mit Hjertes Angst med dine Straaler!
Reiser sig.
Ha, Lysets Tegn! — en Regnbu’ danner sig
I Horizonten — Iris let sig nærmer;
Ei skinnende, som naar i Solens Straaler
Hun træder frem, men bleg og yndefuld!
Saa kommer hun, Gudindens Sendebud,
Og vinker Haabet til min Sjæl tilbage.
Let suser Vinden — nær og nærmere
De skjønne Farver svæve for mit Øie,
Og stærkere sig Luftens Strøm bevæger,
Saa Flammen slukkes i min svage Fakkel.
Hvad skuer jeg? — En Genius stiger frem —
Han kaster bort sin farverige Kappe
Og nærmer sig med Vingeslag til Klippen.
Selv hæves jeg — hans Arm mig løfter let —
Han fast mig holder — til hans Bryst jeg helder
Mit Hoved, som bedøvet af en Drøm.
ZEPHYR.
Frygt ikke Psyche! thi paa Zephyrs Arm
Du sidder tryg.
PSYCHE.
Hvad er min Skjæbne, Zephyr?
ZEPHYR.
Til Lykken flyver du igjennem Luften.
Forsvinder med hende.