AMOR kommer.
Saa staaer jeg atter i mit stille Slot,
Hvor med de sænkede, de sorte Vinger
Den tause Nat er ind ad Døren traadt.
Dyb Stilhed Huset udenfor omringer,
Og her har Slummergudens lette Finger
Med sagte Tryk den Huldes Øie lukt.
En mægtig Længsel mig tilbage bringer;
Saasnart i Vesten jeg saae Dagen slukt,
Som af sig selv min Vinge hæved sig til Flugt.
Mig seer ei Psyche, dækt af Søvnens Bind,
Men let mit Øie Mørket gjennemtrænger
Og skuer Smilet paa den Fagres Kind.
Ei ovenfra mig Lyset vinker længer,
Min Stjerne vugges nu af Drømmens Gænger,
Og i mit Hjem den mig til smiler sødt.
Tidt ved dens milde Glands mit Øie hænger,
Naar Psyche hæver sig paa Leiet blødt,
Ja, tidt har Stjernen da i hendes Blik jeg mødt.
Tys! var det ikke Nattergalens Sang? —
Fra Haven fjernt den trænger til mit Øre
Og hilser mig med hulde Toners Klang.
Ei Mørket disse Toner kan tilsløre,
Dem kan saa klart som jeg den Elskte høre,
Dem har i Eensomheden hun til Trøst.
Den svundne Glæde de tilbageføre,
Naar de forkynde, som med Haabets Røst:
Med Natten, Psyche, kommer Amor til dit Bryst!
Gaaer ind.