Genierne.
FØRSTE.
Gjennem Borgen, i sin Qval og Qvide,
Vandred Psyche med betynget Fod;
Med sit Hjertes Angst hun saaes at stride,
Hvergang sukkende hun stille stod:
Ingen Ro dog Frygten hende lod,
Og i hendes Kind, den marmorhvide,
Steg og svandt det febervarme Blod.
ANDEN.
Som et Løv i Stormen dybt hun bæver,
Som det knuste Rør hun bøiet staaer,
Naar for Tanken frem det Billed svæver,
Hvori Frygtens Vanvid Sjælen naaer:
Hendes Husbond, som mod hende gaaer
Vild og voldsom, mens han Dolken hæver,
Som i hendes Hjerte dybt han slaaer.
TREDIE.
Piint af Angst i Slottets stille Sale,
Flygter hun i Skovens Hvælving ud,
Gjennemstreifer Tornerosens Dale,
Saarer blodig Fodens fine Hud;
Og som daaret reent af Skrækkens Gud,
Bringe hende Lundens Nattergale
Selv i Floitetoner Dødens Bud.
ALLE.
Saa i Jammer seer hun Dagens Straaler
Synke ned bag Skyens Purpurbræm,
Medens Natten af de fulde Skaaler
Mørkets Strøm udgyder over dem.
Mørket driver atter Psyche hjem,
Hvor, mens Dødens bittre Qval hun taaler,
Lampen hun og Dolken tager frem.
— Stille nu! thi Amor hist sig nærmer
Med de svævende, de lette Fjed:
Skulderkappen Pilekog’ret skjermer,
Buen ved hans Side hænger ned;
Øiet, straalende af Kjærlighed,
Gjennem Luftens dunkle Hvælving sværmer,
Kinden, som i Længsel, blusser hed.