I Vintren med Glæde den evige Vaar
Vi hilse, naar Julefest kommer,
Da smiler saa venligt det synkende Aar,
Da troe vi, endnu det er Sommer:
Vi frydes ved Spøg og ved barnlige Lyst,
Og Uskyld bevarer den reen i vort Bryst.
Vi feire den evige Kierligheds Fest,
Der sendte os Lyset til Jorden,
Og bød det, en Salighed bringende Giæst,
At spredes fra Syden til Norden,
At lære os Alle det hellige Bud:
I Sandhed og Kierlighed dyrke vi Gud.
Og derfor, naar Julen os flokker paa ny,
Vi glemme hvert Minde om Sorgen,
I Haabets og Troens det blomstrende Ly
Omstraaler os Saligheds Morgen:
Vor himmelske Lærer vi følge og troe,
At Gud hos de Elskende, Fromme vil boe.
Vor Fader i Himlen seer mildt til os ned
Hvergang vi med Venlighed mødes,
Og alle hans Engle de glædes derved,
Naar Freden iblandt os gienfødes.
Dens skiønne, velsignede Fest har os kaldt,
Som enige Børn, til at frydes ved Alt.
Derude er Vinter, det stormer fra Nord,
Vel Sommerens Bortgang os smerter;
Men blandt os er Vaar, og livsalig den boer
I venligt forenede Hierter:
Dens Roser vi flette i Kierligheds Krands,
Ei falmer dens duftende Liliers Glands.
Den Vaar os skal trylle til sildigste Tid
Naar troligt dens Blomster vi giemme,
Og Julen skal møde os festlig og blid
Saalænge vi selv det ei glemme:
At kun for den fromme, den barnlige Hu
Kan Himmelens Glæder vel blomstre endnu.
C. Molbech.
