Afsked
Af en ufuldendt Digtning.
Af en ufuldendt Digtning.
Nys forsvandt mit Haab, det gik ned,
Som en Stjerne sluktes det brat,
Og jeg staaer paa mit Fødelands Bred,
Rundt omkring mig er dæmrende Nat.
Hist i Mørket der blinker et Skin,
Det er Brudeblus, som blev tændt,
For at lyse min Elskede ind
Til en Lykke, jeg aldrig fik kjendt.
Lystig skinner bag Skovene frem
Min Faders Borg; der er lyst,
Thi min Elskede fører han hjem,
For at hvile i Nat ved hans Bryst.
Ved min Fod der en Liigsteen er sat,
Der begrov min Moder de nys;
Jeg vil bringe et kjærligt Godnat
Og paa Marmoret trykke mit Kys.
Thi histude, hvor Havet er sort,
Er for Anker lagt den Fregat,
Som fra Hjemmet skal føre mig bort
Med min Sorg i den dæmrende Nat.
Du, som under dit Hjerte mig bar,
Du, som fostrede mig ved dit Bryst,
Du, hvis Kjærlighed løftet mig har
Som en Vinge i Sorg og i Lyst!
Du, hvis Liv var en uafbrudt Bøn,
Du, med Fromhedens Glands i din Sjæl,
Du, som smiilte og græd med din Søn,
Du, min elskede Moder, Farvel!
Du, mit Liv! som nu hviler dig varm
Ved hans Bryst, der rev dig fra mit,
Sov du sødt, sov sødt i hans Arm,
Da min Kjærlighed var dig for lidt.
Naar den klingende Storm bringer Bud
Om at Bølgen røres paa Sø,
Vær da lystig, min Faders Brud!
Thi maaskee er det mig, som skal døe.
Tro kun ei, at jeg græder fordi
Jeg skal flye min Hjemstavn saa brat;
Ei den elsker mig meer, og forbi
Var min Kjærlighed længe, Godnat!
Alt det lufter; tag nu mig i Favn,
Du mit Skib med de skinnende Flag!
Rolig skue jeg skal fra din Stavn,
At det svinder, mit Fædrenetag.
Hvad mit Hjerte foragter, fik Sted
Til at boe paa min Faders Borg,
Hvad jeg elsker, det fører jeg med:
Min slumrende Hævn og min Sorg.