Før var mit Bryst en Have
Med duftopfyldte Blomster,
Med Søer, hvori Himlen
Sit Ansigts Klarhed speiled.
Før var mit Bryst en Have
Med skyggefulde Lunde,
Der hvælvede sig over
De skjulte Kilders Rislen.
Med solbestraalte Dage,
Med sommervarme Nætter,
Med Stjerners lyse Bæven
Og Foraarsvindes Luften.
Og mine Tanker svømmed
Paa Søerne som Svaner;
Og mine Ønsker flagred
Som Falke over Sletten.
Men Løvet faldt af Lunden
Og alle Blomster døde,
Og Søerne blev tørre
Og Nætterne blev mørke.
Da flygted mine Glæder,
Som Svaner imod Syden,
Og mine Ønskers Falke
Blev Ørne, som forjog dem.
Før var mit Bryst en Have,
Nu staaer der kun tilbage
Een Blomst — det er min Smerte,
Men ak! den voxer frodig.
Dens Rødder er saa dybe,
At den kan ikke fældes,
Den blomstrer lige villig
Ved Sommer og ved Vinter.
Dens Duft er disse Digte,
Der ængstelig sig hæve
Som Taager over Engen
Og svinde i det Fjerne.