Farvel! Nu brast det sidste Baand,
Der bandt mit Skib til Havnen;
Nu gjælder det, med mandig Haand
Fremad at styre Stavnen.
Min Lykkes Sol bag Skoven sank,
Jeg kunde det ei hindre,
Men Evighedens Stjerne blank
Foran mig seer jeg tindre.
Staa ei, min Sang, med Graad paa Kind
Og stir mod fjerne Kyster!
Her lyder ingen Kvindes Trin
Og ingen Fuglerøster;
Her hører du kun Stormens Brag,
Naar den paa Havet vanker,
Og Bølgens tunge Hammerslag
Mod Skibets Egeplanker.
Her vinker ikke, fiint og hvidt,
Et Jomfruslør bag Grene,
Men store Skyer svæve frit
I Himmelrummet ene.
Her lukker ingen Slummer blid
De trætte Øienlaage,
Paa Havet er der evig Strid,
Der gjælder det at vaage.
Bruus høit, min Sang! som Vinterblæst,
Fyld Seilene de hvide,
At Skibet som en vælig Hest
Kan over Bølgen skride;
Syng ei om Elskovs falske Drøm,
Der kommer og forsvinder,
Syng om de Kræfters dybe Strøm,
Der gjennem Sjælen rinder!
Lyd som en Klang af hærdet Staal,
Som Sværdslag imod Skjolde,
Om freidigt Mod og mandig Taal
Og om Bedrifter bolde;
Lad Nattergal bag Rosentjørn
Et Kvindehjerte smelte,
Sving du dig som den raske Ørn
Mod Himlens Stjernebelte!
Huult sukker det i Toug og Mast,
Og bange skriger Maagen,
Jeg staaer, med Haand paa Roret fast,
Og seer igjennem Taagen.
Bagved forsvinder Landets Kyst,
I Havet synker Skoven,
Men foran stiger, fjernt i Øst,
Et bedre Land af Voven.