Den brune Hjort i Lunden springer
Og svømmer over Bølgen blaa,
Skovduen breder sine Vinger
Og lader gjennem Luften staae,
Let smutter Haren mellem Buske
Ind under Gjerdets Rosentorn,
Og langsomt seer jeg Ræven luske
Og svinde bag det gule Korn.
Ad Hjemmet til de Kaasen sætte,
Naar Maanen stiger blank af Hav,
Og hvile deres Been, de trætte,
Bag Busk, paa Træ, i Hul og Grav.
Der er ei noget Dyr paa Jorde
Saa fredløst eller saa forfulgt,
Det kan sig jo et Leie spore,
Og har en Vraa, hvor det er dulgt.
Der er ei noget Dyr ilive,
Det finder jo et Skjul tilsidst;
Skal ene mig min Længsel drive
Fra Haab til Haab foruden Rist?
Vil Han, der Hjorten gav et Leie,
Der Haren gav et Gjem paa Vang,
Ei ende mine Torneveie,
Og skjænke Hvile mig engang?