Den brune Hiort i Lunden springer
Og svømmer over Bølgen blaa,
Skovduen breder sine Vinger
Og lader giennem Luften staae,
Let smutter Haren mellem Buske
Ind under Gierdets Rosentorn,
Og langsomt seer jeg Ræven lufte
Og svinde bag det gule Korn.
Ad Hiemmet til de Kaasen sætte,
Naar Maanen stiger blank af Hav,
Og hvile deres Been, de trætte,
Bag Busk, paa Træ, i Hul og Grav.
Der er ei noget Dyr paa Jorde
Saa fredløst eller saa forfulgt,
Det kan sig jo et Leie spore,
Og har en Vraa, hvor det er dulgt.
Der er ei noget Dyr i Live,
Det finder jo et Skiul tilsidst;
Skal ene mig min Længsel drive
Fra Haab til Haab foruden Rist?
Vil han, der Hiorten gav et Leie,
Der Haren gav et Giem paa Vang,
Ei ende mine Torneveie,
Og skienke Hvile mig engang?