See Navnet hist i Barken dybt indskaaret!
Her, mellem disse skyggefulde Linde,
En Ungersvend har vandret, og til Minde
Om En, han elsked, dette Træ sig kaaret.
Vel voxer Barken knudret over Saaret,
Og Navnet synes langsomt at forsvinde;
Men midt i Stammen vil man det gjenfinde,
Naar fældet den til Baalet bliver baaret.
Saadan, Madonna! lader jeg med Smerte
Dit Navn forsvinde nu af mine Sange,
Som Skrifttegn, der af Tidens Haand udslettes.
Men tro dog derfor ei, at det forgjettes:
Det voxer, gjennem Tankens skjulte Gange,
Dybt, skjøndt usynligt, indad i mit Hjerte.