Lyd sidste Gang, sorgtunge Sang! om hende,
Der stod paa Tærskelen til Fredens Lande,
I Glands af Evighedens Lys derinde,
Med hvide Roser om sin rene Pande.
Jeg saae et Solglimt komme og forsvinde,
Jeg hørte Engles Røst fra fjerne Strande,
En Luftning, som af varme Foraarsvinde,
Kom mig imøde paa de kolde Vande.
Men før jeg knælende ved Sømmen rørte
Af hendes Slør, faldt Natten paa, den sorte,
Da lukked sig de malmbeslagne Porte.
Og gjennem Mørket hendes Røst jeg hørte:
»Gaa bort og kæmp indtil din Sol opstiger!
Kun gjennem Kamp gaaer Vei til Fredens Riger.«