Høit lyder Pauken, klart Trompeten skralder;
Stig op, mit Hjertes Dame, paa Altanen!
Der kæmpes skal, høit flagrer Elskovsfanen;
Hør! Pandserpladen rasler, Skjoldet gjalder.
To Riddere til Kamp Trompeten kalder;
Een sidder paa en Ganger, hvid som Svanen,
Den Andens Hest er sort, vildt bølger Manen,
Og som et Sorgeflor Skabraket falder.
De flyve frem med Spyd i stærke Hænder,
Solglimt og Tordensky hinanden møde,
En af dem seire skal, og En skal bløde.
Hil dig, mit Hjertes Dame! du dem kjender,
De tvende Kæmper, det er Fryd og Smerte,
Og Kredsen, hvor der strides, er mit Hjerte.
