Ni og tyvende Sang
Optoget.
Optoget.
Sødt, som en Mø, der elsker, hun istemte
Tilsidst de Ord, ved Enden af sin Tale:
Og, Nympher liig, der giennem Skovens Sale
Gik eensomt, for i Skyggen sig at dølge,
Mens andre søgte Solens Skin i Dale:
Vandred hun opad imod Strømmens Bølge,
Langsmed den ene Bred, og mig drev Lysten
Til ligerviis, med korte Skridt at følge.
Halvhundred Skridt vi ginge henad Kysten,
Da saae jeg Bredderne slig Dreining giøre,
At jeg igien kom til at gaae mod Østen.
Dog ikke langt vi gik, før jeg fik høre
Den hulde Kvindes Røst; hun til mig vendte
Sig med de Ord: "Sku Broder, og laan Øre!"
Og see! med eet, til alle Sider tændte
Sig slig en Glands bag Grenene, de tætte,
At først jeg troede, det var Lyn, der brændte.
Dog Lynet svinder som det kom, det lette,
Men denne Lysning meer og mere bæved
Thi sagde jeg i Tanken: hvad er dette?
Og giennem den oplyste Luft der svæved
Saa søde Toner, at med Harm i Sinde
Jeg Evas Dristighed til Ansvar kræved,
Hun, som formasted sig, en nyskabt Kvinde,
Til udaf Slørets Skiul at ville træde,
Mens Jord og Himmel adlød Gud iblinde.
Thi var hun bleven fromt bag dette Klæde,
Da havde jeg forlængst og uden Ende
Fornummet hiin usigelige Glæde.
Altsom forventningsfuld jeg gik med hende
Blandt Førstegrøden af de salige Zoner,
Og længtes efter større Fryd end denne:
Blev foran mig, under de grønne Kroner,
Den hele Luft som tændt af Ildens Tunger,
Og til en Sang sig klared hine Toner.
Og Kuld og Nattevagt for Jer at tækkes,
Saa hielper mig til Tak, at ret jeg siunger!
Der maa en Drik af Helikon mig rækkes,
Urania med sit Chor maa bi mig stande,
Thi stærke Tanker skal i Vers nu lægges.
Lidt længer frem, hiinsides Bækkens Vande,
Mig foregiøgled Afstanden syv høie
Træer af Guld istedenfor det Sande.
Men da jeg kom saa nær, at med mit Øie
Og skuffe den, jeg kunde skielne nøie:
Opdagede den Kraft, som stiller Trangen
I vor Fornuft med Stof, at gyldne Stager
Det var, og kiendte Hosiannasangen.
Foroven flammed Lyset med saa fager
En Glands, som Midnatsmaanen over Mulde,
Naar klar den henad Nattehimlen drager.
Jeg vendte mig forbauset til den hulde
Virgil og læste Svaret i hans Mine,
I Blikke, som af Undren vare fulde.
Og atter slog jeg Øiet op mod hine
Hellige Ting, der nærmed sig saa sagte,
At unge Brude mere hastig trine.
Da skiendte Kvinden: "Hvi vil blot du tragte
"Saa brændende mod hine klare Luer,
"Og ei paa Det, som følger efter, agte?"
Nu blev jeg vaer, at under Skovens Buer
Bag Lysene der kom en hvidklædt Skare,
Og slig en Hvidhed ei paa Jord man skuer.
Tilvenstre glindsed Bølgerne, de klare,
Og giengav, naar jeg saae, mit eget Billed
Som i et Speil, saa skinnende de vare.
’Da jeg kom hen, hvor Bækken ene trilled
Imellem os, med Gangen op jeg hørte,
For ret at see, og mig ved Bredden stilled.
Og maled Rummet under Skovens Telte
Bag sig, liig Pensler giennem Luften førte.
Syv Striber, hver med samme Farver smykket,
Som Solens Bue har og Delias Belte.
Bagtil var disse Faners Længde rykket
Bort fra mit Syn, men Breden mellem begge
De yderste ti Skridt omtrent mig tykked.
Hen under denne fagre Himmels Dække
Lilier bekrandset, to og to i Række.
Og Alle sang: "Dig vorde Priis og Ære
"Blandt Adams Døttre, og i Evigheden
"Velsignet dine Yndigheder være!"
Knap var befriet atter langsmed Bredden
Det friske Græs og Blomsterne de glade,
Knap var forbi den hellige Skare skreden,
Før jeg igien — som naar paa Himlens Stade
Alle bekrandsede med grønne Blade.
Sex Vinger havde hvert, og deres rige
Fiedre saa tæt med Øine var bestrøede,
At de med Argus’ Øine vare lige.
Ei flere Riim, o Læser! vil jeg øde
Paa deres Skabning rundelig at tegne,
Thi andre Krav mig saare mægtig nøde.
Ham skildre dig, hvordan han saae dem skride
Med Storm og Ildskyer ned fra Nordens Egne.
Som han dem maler, saadan maa du vide
Var ogsaa disse, Vingerne undtagen;
Imellem disse Dyr kom nu for Dagen
Paa tvende Hiul, og af en Grif blev dragen.
Den løfted sine Vinger høit og førte
Dem mellem Midten og de trende Bræmmer,
Forsigtig, saa de ei ved nogen rørte;
Men Spidsen af dem svandt i Luftens Giemmer.
Hvor den var Fugl, der var af Guld dens Fiedre,
Hvide med Purpurstænk dens andre Lemmer.
Ei saae man nogensinde Roma hædre
Selv ei August og Scipio med Mage
Til denne Vogn; ja Solens var ei bedre,
Da Zeus var lønlig retviis, men som standset
Og opbrændt blev ved Jordens fromme Klage.
Ved Vognens høire Hiul, saa rød den Ene,
At i en Ild hun knap var bleven sandset.
Men paa den Anden tyktes Kiød og Bene
Af grøn Smaragd; den Tredie saae jeg skinne
Snart frem de førtes af den hvide Kvinde,
Snart af den røde, mens de bag hinanden
Sig alle svang i Takt til Sang af hende.
Af Seiersvognen, purpurklædte, hulde,
Den Forreste tre Øine bar i Panden.
Bag denne Krands, der svæved over Mulde,
Men lige høviske og alvorsfulde.
Den Ene Lærling var af Oldtids Hæder
Hippokrates, af ham, Naturen sendte
Til Trøst for dem, ved hvem den meest sig glæder.
Et modsat Kald den anden Olding tiente,
Han bar i Haand saa skarp og blank en Klinge,
At over Bækken selv min Frygt den tændte.
Og sidst en Olding ene kom, han blunded,
Men klogt hans Aasyn var bag Søvnens Vinge.
I Dragt jeg disse Syv ei havde kunnet
Adskille fra de Første ved vort Møde;
Kun var de ei med Lilier omvundet,
Saa man, selv nærved, skulde have svoret,
At see en Ild om deres Tinding gløde.
Da ligeoverfor mig hele Choret
Og Vognen kom, hørte jeg Torden gialde;
Og som de fromme Mænd i Lyden spored
Et Forbud mod at gaae, de standsed alle.