Første Sang
Skoven.
Skoven.
Jeg fandt mig i en Skovs bælmørke Sale,
Forvildet fra den Vei, som var mig givet.
Ak, hvilken Byrde haard det er at tale
Om hvordan Skoven var, den vilde, øde!
Min Skræk ved Tanken kaldes op af Dvale.
Knap mere bedsk det var mig om jeg døde;
Dog vil jeg for det Held, jeg fandt, tillige
Alt Andet nævne, som mig der gav Møde.
Hvordan jeg kom derind, jeg kan ei sige;
Saa mægtigt havde Søvn mig overvældet,
At fra den rette Vei den lod mig vige.
Men, da jeg kommen var til Grændseskiellet
Af Dalen, som i Skræk mit Hierte stedte,
Jeg skued op, og saae dets Skuldre klædte
Med Glands af den Planet, som allesinde
Paa Livets Veie viser os tilrette.
Da følte jeg hiin Angest lidt forsvinde;
Der længe med mit Hiertes Sø var blandet,
Mens jeg om Natten ynksomt gik iblinde.
Som Den, der frelst fra Skibbrud staaer paa Sandet,
Og mod det farefulde Hav sig vender,
Og seer tungt aandende udover Vandet:
Saa vendte sig min Siæl og Blikket sender
Den endnu flygtende mod Skovens Rige,
Som Ingen før slap levende af Hænder.
Snart følte jeg mit Legems Træthed vige,
Og mens den faste Fod jeg lavest sætter,
Opad den øde Høi jeg vilde stige.
En Panther springer mod mig let og fage,
Iført et spraglet Skind med mange Pletter.
Den lod sig af mit Aasyn ei bortjage,
Men hindred tværtimod min Gang saalunde,
At jeg mig vendte for at gaae tilbage.
I Tiden led det imod Morgenstunde;
Jeg Solen saae, samt hine Stierner stige,
Som fulgte med, den Dag de første Grunde
Blev sat i Gang til Verdens skiønne Rige.
Godt Haab de gode Varsler mig indgøde:
Det lyse Skind paa Dyret, og tillige
Aarstiden og den hulde Morgenrøde;
Dog ei saa godt, at jo min Frygt sig hæved
Fremad den skred, retsom mit Liv den kræved,
Og kneised høit, af rædsom Hunger plaget;
Det var som Luften selv af Angest bæved.
Og en Ulvinde saae jeg nu, der jaget
Af alle Lyster, mager frem sig listed;
Den har alt meget Folk med Kummer slaget.
En Tunghed svar med Angesten jeg fristed
Ved Synet, saa alt Haab om Biergets Tinde
Engang at skulle naae, jeg modløs misted.
Og som den Mand, der gierne Gods vil vinde,
Naar Timen kommer, som til Tab ham vier,
Med al sin Tanke græder, mod i Sinde:
Saa gik det mig, da paa de øde Stier
Hiint Udyr uden Fred mig drev tilbage
Lidt efter lidt derhen, hvor Solen tier.
Men som jeg nedad styrtede med Klage,
Kom der mig pludselig en Mand imøde,
Saa hæs, som En, der taug i mange Dage.
Da jeg ham saae, hist i det store Øde,
Jeg skreg: Hav Medynk, hvo du end maa være,
Mand, eller Skyggebilled fra de Døde!
Han svared: "Fordum var jeg Mand med Ære;
Min Slægt er runden af Lombardisk Kilde,
Fra Mantua var mine Frænder kiære.
Og dengang Priis de falske Guder nøde,
I Rom jeg leved med August, den milde.
Jeg Digter var, og mine Sange løde
Om Sønnen af Anchises, der med Hæder
Kom hid, da Trojas Stolthed var lagt øde.
Men du, hvi flygter du til Sorgens Steder?
Hvi vil det fagre Bierg du ei bestige,
Grund og Begyndelse til alle Glæder?"
Saa er du hiin Virgil, hiint Væld det rige,
Hvis Tale strømmer ud i Floder klare,
Begyndte jeg med Ærefrygt at sige;
Du Lys og Hæder for Poeters Skare!
O lad den Kiærlighed, til dig jeg bærer,
Min lange Flid mig hielpe nu i Fare!
Du ene var min Mester og min Lærer,
Af dig alene lærte jeg at kiende
Den skiønne Stiil, hvorfor mit Folk mig ærer.
Mod Dyret, som mig tvang min Fod at vende,
Og til at skiælve faaer min Puls og Aare,
O vidtberømte Viismand, Hielp du sende! —
"En anden Vei, end denne, maa du kaare,
Vil du gaae fri af Skovens vilde Haller,"
Min Fører svared, da han saae min Taare.
"Ulvinden, for hvis Skyld om Hielp du kalder,
Vil ei, at nogen Anden skal betræde
Dens Vei, men trænger ham, til død han falder.
Saa fæl er dens Natur, saa ond dens Glæde,
At ei dens lystne Villie Mæthed kiender,
Og meer den hungrer hver Gang den faaer Æde.
Med mange Dyr den parrer sig, og vender
Sig gridsk mod fleer, til fierne Tider skikke
Med Viisdom, Kiærlighed og Kraft, og ikke
Med Jord og med Metal, skal han sig føde,
Hans Land fra Feltro skal til Feltro ligge.
Han vorde skal Italiens Morgenrøde,
Turnus, Eurialus og Nisus døde.
Fra By til By skal han Ulvinden jage,
Til den i Helved er, hvor den har hiemme,
Hvor Avind først den voved frem at drage.
Thi vil jeg til dit Bedste nu bestemme,
At du skal følge mig, jeg vil dig lede
Ned i det evige, det dybe Giemme.
Der skal fortvivlet Hyl du høre nede
Og Klager fra de Gamles Aander lyde,
Der om den anden Død med Jamren bede.
Derpaa du Andre skue skal, som fryde
Sig midt i Flammer, ved det Haab at komme
Engang til dem, der Saligheden nyde.
Vil siden op du stige til de Fromme,
Meer værdig end jeg selv — min Tid er omme.
Thi Herskeren, hvem Himlens Stad tilhører,
Vil ei, at jeg med Nogen ind maa træde,
Fordi jeg mod hans Lov var en Oprører.
Han hersker overalt; der er hans Sæde,
Der er hans Thrones Himmeltrin udspændte —
O, salig Den, han kalder til sin Glæde!"
Jeg mæled: Ved den Gud, du ikke kiendte,
Besværger jeg dig, Skiald! min Bøn at høre;
Frels mig fra Farerne, som her mig vente!
Hen til det Sted, du nævned, du mig føre,
At jeg kan see de Sorrigfuldes Bolig,
Og komme til Sanct Peders høie Døre.
Da gik han forud og jeg fulgte trolig.