Een og tredivte Sang
Empyreum; fortsættelse. Himmelrosen.
Empyreum; fortsættelse. Himmelrosen.
Saalunde, liig en sneehvid Rose, baaret
Som Christus ved sit Blod til Brud sig kaared;
Hans Lov, der elskovsalige dem giorde,
Hans Godhed, der saa herligt dem ophøied.
Og ligesom en Bisværm her paa Jorde
Snart daler ned i Blomsterne, snart iler
Did, hvor dens Arbeid skal til Sødme vorde:
Fløi disse dybt i Rosen ind, der smiler
Med mange Blade hist, og derfra vendte
Som klare Flammer Alles Aasyn brændte,
Af Guld var deres Vinger, alt det Andet
Saa hvidt, at aldrig slig en Snee man kiendte.
Meddeelte deres Vingeslag den Lue,
De selv modtog, med Himmelfreden blandet.
Men denne Sværm, der fyldte Himlens Bue
Fra Blomsten opad, dæmped ikke Glandsen,
Og hindred mig ei heller i at skue;
Thi Guddomslyset kiender ingen Standsen,
Dets Straaler hele Verden giennemfare
I Forhold til dens Værdskyld og til Sandsen.
Og i den trygge, frydefulde Skare
Af nye og gamle Slægter Alle skued
Opad imod eet Tegn med Øine klare.
O Trehedslys, der i een Stierne lued
For deres Syn og mætted dem med Glæder,
Sku ned til denne Storm, der os har kuet!
Naar selv Barbarer fra de fierne Steder,
Og længselsfuld sin Kreds med Sønnen træder,
Saae med Forundring Romas stolte Minder,
Da hver en Ting i alle Verdens Lande
Sig bøied end for Lateranets Tinder:
Hvor maatte jeg da her forbauset stande,
Der kom til Himlen fra det Menneskelige,
Fra Tiden op til Evighedens Strande,
Fra Florents til et sundt og retviist Rige!
Deelt mellem Fryd og Undren, vilde heller
Jeg Intet høre selv, end Noget sige;
Og som en Pilgrim, der sit Løfte gielder,
Fornøier sig ved Templet at beskue,
Og alt i Tanken om dets Pragt fortæller:
Saa foer jeg med mit Blik i Blomstens Lue
Fra Trin til Trin de Himmelske imøde,
Snart op, snart ned, og snart omkring i Bue.
Jeg Aasyn saae, der Kiærlighed indgøde,
Der smiled selv og lys fik fra det Høie,
Samt Lader, der var høviske og søde.
Alt havde jeg opfattet med mit Øie
Den hele Form af Paradisets Bolig,
Men ingen Deel endnu betragtet nøie;
Thi vendte jeg mig ivrig og fortrolig
Til Herskerinden om, for at faae klaret
De Tvivl, der atter giorde mig urolig.
Eet vented jeg, et Andet blev mig svaret;
Med Salighedens Dragt, sig aabenbared.
Hans Kinders Glands og Øinene udtrykked
Velvillig Fryd, hans Væsen, mildt besiælet —
Af Fromhed, mig en kiærlig Faders tykked;
Og: hvor er hun? jeg hurtig til ham mæled.
Han svared: „For din Længsels Tørst at ende,
„Har hun mig kaldt fra Stedet, hvor jeg dvæled.
„Gienseer du Beatrice paa den Throne,
„Hun ved sin Værdskyld vundet har, histhenne."
Da saae jeg taus op til den nævnte Zone,
Og skued Evighedens Afglands bøie
Sig om den Hulde som en Straalekrone.
Saalangt er ei den Dødeliges Øie,
Vil han det end til Havets Bund nedskikke,
Fra Skyen, hvor det tordner i det Høie,
Som her fra Beatrice mine Blikke;
Dog nedsteg hendes Billed uden Hinder
Til mig, og Rummet standsede det ikke.
O du, i hvem mit Haab sin Styrke finder,
Du, som i Helved lod dit Spor tilbage,
For mig at frelse, herligste blandt Kvinder!
Af Alt, hvad jeg har seet forbi mig drage,
Erkiender jeg den rige Kraft og Naade,
Jeg modtog af din Godhed uden Mage.
Til Frihed drog du mig fra Trældoms Vaade,
Og intet Middel, ingen Vei du skyede,
For dette Maal at opnaae til min Baade.
Vogt da de Gaver, du har ladt mig nyde,
Paa det min Siæl maa tækkes dig, naar silde
Hvad heller snart den Legemets Baand skal bryde!
Saalunde bad jeg, og med Øine milde
Betragted hun mig smilende og vendte
Sig derpaa hen til Evighedens Kilde.
Da mæled Oldingen, jeg end ei kiendte:
„Paa det du ende maa din Færd og hvile,
„Mig Bøn og Kiærlighed til Bistand sendte;
„Lad derfor Øiet giennem Haven ile,
„Indtil dit Blik ved dette Syn sig tænder
„Og naaer det Lys, hvis Straaler til dig smile!
„Af Kiærlighed, vil naadig bi dig stande,
„Thi jeg er Bernhard, hendes troe Bekiender."
Som Den, der, mulig fra Kroatiens Lande,
For det ældgamle Sagns Skyld ei kan vorde
Men i sin Tanke tager fromt tilorde:
Min Herre Jesus, du som Frelsen bragte!
Saaledes saae du altsaa ud paa Jorde:
Ret saa blev jeg tilmode ved at agte
Paa ham, den Kiærlige, der Himmelfreden
I Verden alt ved from Betragtning smagte.
„Du Naadens Søn!" han sagde, „Saligheden
„I dette Liv vil ukiendt for dig være,
„Saalænge som dit Blik er vendt modneden.
„Nei sku mod Kredsene, der fiernest ere,
„Til for dit Syn den Dronning er oprunden,
„Som hersker over dette Riges Hære!"
Synskredsen imod Øst sees overvinde
Den Himmelegn, hvor Solen er forsvunden,
Saalunde saae jeg, stigende derinde
Retsom fra Dal til Bierg, hvor Blomsten endte
Een Deel af Randen fremfor Alt at skinne.
Og ligesom det Sted, hvor man kan vente
Solvognens Stang at skue, staaer i Flamme,
Mens rundtom Lyset blegner, saadan tændte
Eet Sted i Midten, og til hver en Side
Formindskede sig ligerviis dens Flamme.
Og meer end tusind Engle, festlighvide,
I Glands og Kunst forskiellige, jeg skued
Med aabne Vinger hen til Midten glide.
Tilsmile dem saa sødt, at salig Glæde
Trindt i de andre Frommes Øine lued;
Og var saa rig min Evne til at kvæde,
Som min Indbildning, løfted jeg dog ikke
Den mindste Flig af hendes Skiønheds Klæde.
Da Bernhard saae mit Øie tørstigt drikke
Af hendes Straaleglød, han selv sig vendte
Til hende med saa kiærligfromme Blikke,
At han i mine dobbelt Attraa tændte.