Tre og tyvende Sang
Fixstiernehimlen; fortsættelse. Christi Seierstog.
Fixstiernehimlen; fortsættelse. Christi Seierstog.
Som Fuglen, der i Redens Skiul, det trygge,
Har hvilet hos de kiære Smaa bag Blade,
Mens Alt var hyllet til af Nattens Skygge,
Ved Daggry alt paa Grenen tager Stade,
For Synet af de Elskede at nyde,
Og for at finde Kost til dem at made
(Et møisomt Hverv og dog saa kiært at lyde),
Og fuld af Længsel speider fast og nøie
Og venter paa at Solen skal frembryde:
Saadan stod opreist, med opmærksomt Øie
Min Herskerinde, vendt mod Himlens Tinde,
Saa jeg, der saae Forventningen hos hende,
Blev selv som Den, der noget Nyt forlanger
Og trøster sig ved Haab om det at vinde.
Men stakket Tid kun mellem Begge ganger,
Jeg mener min Forventning og det Skue,
At meer og mere Klarhed Himlen fanger.
Kvad Beatrice, „al den rige Grøde
Af disse Sphærers Kredsløb og Formue!"
Heelt syntes hendes Ansigt mig at gløde,
Og Øinene saa frydefulde vare,
At de min Læbe her til Taushed nøde.
Fuldmaanenætter mellem sine Terner,
Der smykke Himlen trindt i talrig Skare,
Saa skued jeg vel tusind Flammekiærner,
Som vor herneden tænder vore Stierner.
Og ud igiennem Straaleskiæret sendte
Den lysende Substants, som var derinde,
Slig Klarhed, at jeg blendet bort mig vendte.
O Beatrice, hulde Førerinde!....
Da svared hun mig: „Viid, at under bukked
Du for den Kraft, der Alt kan overvinde.
Her er den Magt og Viisdom, der oplukked
De Veie mellem Himmelen og Jorden,
Hvorefter man tilforn saalænge sukked."
Som Ilden vides ud, naar det er Torden,
Til den ei meer i Skyens Rum kan ligge,
Saa foer min Siæl i disse Øieblikke
Ud af sig selv, udvidet af hiin Gammen,
Og hvad den giorde, mindes den slet ikke.
„Luk Øiet op igien og tag dig sammen!
Betragt mig frit! Du har seet Ting herinde,
Som gav dig Kraft, at taale Smilets Flammen."
Jeg var liig Den, der vaagen vil besinde
Sig paa et Syn, han havde i sin Slummer,
Men mægter ei at drage det til Minde,
Da jeg fornam hiint Raab, som jeg i Kummer
Og Fryd med Tak bestandigen skal giemme
I Bogen, der det Forbigangne rummer.
Lød alle Tunger end og klang hver Stemme,
Som Polyhymnia med sin Søsterskare
Gav sødest Melk, nu for min Sang at fremme:
Man vilde dog om hendes Smiil, det klare,
Og om det hellige Aasyns Lysning ikke
En Tusinddeel af Sandheden erfare;
Og saadan maa det fromme Kvad sig skikke
Til Spring, vil det om Paradiset synge,
Som Den, der seer sin Vei afskaaren ligge.
Men hvo som tænke vil paa Stoffets Tynge
Og disse svage Skuldre, vil ei lægge
Dem det til Last, om skiælvende de gynge.
Det Hav er ikke for en liden Snekke,
Som dristig her min Stavn maa giennemskære,
Og ei for Den, der kryber under Dække.
„Hvor kan mit Aasyn dog saa kiært dig være,
At ei du agter paa de Urtebede,
Der under Christi Straaler Blomster bære?
Guds Ord blev Kiød; her er de Lilier hvide,
Der dufted for paa rette Bei at lede."
Saa Beatrice; og, som alletide,
Jeg giorde villig, hvad der hende hued,
Og lod igien de svage Øine stride.
Som stundom jeg i Skyggen stod og skued
En Eng med Blomster af et Solblik rammet,
Der klart igiennem Skyens Rifter lued,
Saalunde saae jeg her et Folk, der flammed
I Glands af stærke Straaler fra det Høie,
Men ei den Kilde, hvorfra Lyset stammed.
O milde Kraft, der skaaned huldt mit Øie!
Du hæved dig saa høit, for Plads at give
Paakalder før og efter Nattens Dvale,
Bød Tanken ved det største Lys at blive;
Og just som jeg mit Øie lod afmale
Billed og Omfang af den klare Stierne,
Der seirer hist, som før i Jordens Dale:
I Himlen ind, kredsdannet som en Krone,
Og dreied sig om Stiernen snelt og gierne.
Hver liflig Melodie her i vor Zone,
Selv den, der allerstærkest Siælen binder,
Mod Klangen af den Strængeleg, der vinder
Ved hvem det klare Hvalv saphirblaat skinner.
„I Kreds, omhvirvlende den høie Glæde,
„Der aander fra hiint Skiød, vor Længsels Leie.
„Og denne Dands skal, Himmelmø! jeg træde
„Alt mens din Søn du følger, for at fryde
„Det høieste Hvalv, ved der at tage Sæde!"
Saa kvad Kredstonen og holdt op at lyde;
Men hvert et Lys, der trindt paa Himlen brænder,
Lod jublende Marias Navn frembryde.
De store Verdenshylstre, den, hvis Lue
Ved Herrens Kraft og Aande meest sig tænder,
Opløfted over os sin indre Bue
Saa fiernt endnu, at jeg, trods al min Møie,
Ei kunde, hvor jeg stod, dens Straaler skue.
Thi mægted ikke heller nu mit Øie
Det kronesmykte Lys at følge længer,
Og som et Barn, der Melk har faaet, hænger
Ved Moderen og rækker efter hende,
Opfyldt af Kiærlighed, som udad trænger,
Saa strakte hver af Luerne herinde
Sin Top modoven og lod Kiærligheden,
Den havde til Maria, klart fremskinne.
Derefter sang de, da en Stund var leden,
Paa denne Fryd jeg tænker end herneden.
O hvilken Rigdom er der uden Mage
Saa gode Sædemænd i Livets Dage!
Her nydes Skatten, man med Taarer svare
Fordi man der lod villig Guldet fare.
Her triumpherer seirrig under Sønnen,
Guds og Marias, sluttende sig sammen