Sov sødt, min Elskede, sov sødt!
Herude stormer Vinden,
Og Bladet falder guult og dødt
Af Bogen og af Linden.
Den sidste Blomst er sovet ind,
Begrædt af Skyens Taare;
Men rødmende, med Smiil paa Kind,
Den vaagner nok ad Aare.
Sov sødt, min Elskede, sov sødt!
Gid hver en Nød og Smerte,
Mens du i Drømme hviler blødt,
Maa falde fra dit Hierte!
Gid som et guult og visnet Blad
Din Siæl maa kaste Sorgen,
Og vaagne smilende og glad
Til nyfødt Liv imorgen!
Sov sødt, min Elskede, sov sødt!
Fold dine hvide Hænder!
Hver yndig Drøm, min Siæl har mødt,
Jeg til dit Leie sender.
Indtil du sødt udsovet har,
Min Kiærlighed skal vaage,
Og som en Lampe mild og klar
Bortjage Nattens Taage.
Sov sødt, min Elskede, sov sødt!
Men hører du, det banker,
Naar Lys i Østen skinner rødt,
Saa er det mine Tanker.
Den hele Nat de vaaged her
Imellem Lundens Stammer;
O luk dem mildt ved Morgenskiær
Ind i dit Hiertes Kammer!