Herrens Time kommen er med
Tidens Strømme,
Da til Liv skal vaagne alle
Fortids Drømme.
Da med evigt Segl skal stemples
Sandheds Lære,
Aanden i sin Kamp med Formen
Seier bære.
Atter skal til Zions Sønner
Konge skienkes;
Dog, hans Navn til Israels Dale
Skal ei lænkes.
Over Bierge, over Sletter
Skal det klinge.
Som en Due hvid det løfte
Skal sin Vinge.
De skal strømme, de skal strømme
Trindt fra Jorden;
Hylde ham i Øst og Vest, i
Syd og Norden.
Og med Bønner skal de knæle
For hans Fødder,
Baade dybt i Natten og naar
Solen gløder.
Hvor han hyldes? — O ! paa Marken
Og i Skoven;
Overalt, hvor Himlen hvælver
Sig foroven.
I det ringe, i det stille
Dunkle Kammer;
I den store, i den lyse
Verdens Flammer.
Hvor han er? O! under Skyens —
Svale Buer;
Dybt i Jorden, hvor det brænder,
Hvor det luer.
I Dit Hierte, naar det høit og
Helligt banker;
Overalt, hvorhen Du gaaer med
Rene Tanker. —
Han skal opstaae! Bange Israels
Sønner bede.
Zion frygter for sin Gierning
Herrens Vrede.
Han skal opstaae! Men de sætte
Vagt for Graven.
Deres Haand de lukke vil for
Himmelgaven.
Og de troe at Aanden fængsles;
O, de Daarer!
Og de vandre hiem og tørre
Angstens Taarer.
Til Vagt de Stridsmænd hvile
Ved Jesu Grav.
Men Solens Straaler ile
Igien af Hav,
Guldvingede sig hæve
Bag Bølgens Vold,
Om Klippehulen bæve
Mod blanke Skiold.
Den stærke Kæmpe sover
Paa Marmorsteen;
Hans Glavind hviler over
De muldne Been,
Fra Hielmen Haaret ruller,
Det sorte, ned
Om harniskklædte Skulder
Og Brynien bred.
Dybt inde Biergets Kilde
Mod Stenen slaaer.
Han hører den ei trille,
Hans Søvn er haard.
Da skiælver det i Jorden,
I Fieldets Bryst;
Det hæver som en Torden
Den dybe Røst:
„Farvel, du Evighøie,
Vor Verdens Siæl!
Stig op mod Solens Øie,
Til Livets Væld!”
Igiennem Luften klinger
En sagte Lyd;
Til Jorden ned den bringer
Fra Himlen Fryd:
„Stig op af Gravens Mørke,
Du Lysets Drot!
Betræd i al Din Styrke
Dit Himmelslot!”
Høit klirre Sværd og Pandser;
Den stærke Trop
Med Haand om lange Landser
Flux springer op.
Men see! mon end den drømmer?
Fra Jesu Grav
I Mørket ud der strømmer
Et Luehav.
Det er som Solen svæver
I Flammens Glød;
Som Maanens Straale bæver
Fra Stenen, rød.
Ei tør de Blikket sende
I Lyset ind;
Men dybt mod Jord de vende
Den blege Kind.
Da op de atter skue,
Er Graven tom.
Forsvunden hver en Lue
Brat, som den kom.
Men Marmorstenen ligger
For deres Fod;
Den aabne Hule drikker
Af Lysets Flod.
Og Dødens Nat er veget,
Han er der ei.
Fra Graven er han steget
Ad ukiendt Vei.
Med Skræk de Stridsmænd flygte
I Staden ind.
Om flyver deres Rygte
Som snare Vind.
Giennem Klippedalen tvende Qvinder
Aarle vandre hen fra Davids Stad.
Solen brænder hedt paa deres Kinder,
Ingen Luftning rører Palmens Blad.
Klar er Himlen; lette Skyer glide
Ned mod Horizonten fra det Blaa,
Som naar Havets Bølgeskum, det hvide
Gynger op, hvor Sivets Blomster staae. —
Biergets Steen har saaret deres Fødder,
Farvet er med Blod det dybe Fied.
Er det derfor ogsaa Hiertet bløder?
Er det derfor Taaren triller ned?
Vel er Gangen tung og Nakken bøiet,
Men til Hvile længes de dog ei.
Vel der rinder bitter Graad fra Øiet,
Men af Træthed er det ikke; nei,
Thi der strømmer dybt i deres Hierte
Alt af Sorg saa stort og fuldt et Hav,
At som Draaber flyde maa hver Smerte
Sporløs bort i Bølgens store Grav.
Israels Døttre over Jesus græde,
Hen de gaae, at bringe ham Farvel,
Og det kolde Marmor vil de væde
End engang med Taarens varme Væld.
Derfor brænder dem ei Solens Luer,
Derfor smerter Biergets Steen dem ei,
Derfor fremad stedse Blikket skuer;
Thi til Herren gaaer den Lunge Vei.
Og de nærme sig den mørke Klippe,
Den, som aabnede sit haarde Bryst,
For, saa troede Israel, ei at slippe
Mere ham, der var de Frommes Lyst.
Store Cedre hælde deres Grene
Over Bierget, ved dets brede Fod
Risler der en Kilde mellem Stene,
Snoer sig om de høie Stammers Rod.
Dybt derinde er en hvælvet Hule,
Den, hvortil de Jesus havde bragt.
Skovens Skygger fast dens Indgang skiule,
Og en mægtig Steen er for den lagt. —
Derhen gaae de giennem Cederhaven,
Hiertet fuldt af Længsel og af Savn.
— „Hvo skal vælte Stenen os fra Graven,
„Hvo skal aabne Klippehulens Favn?” —
Og de vandre giennem Skovens Sale,
Lyttende til Kildens sagte Lyd.
See, nu standse de! — Men hvo kan male
Deres Skræk og Tvivl og høie Fryd!
Lys, som Morgensolens første Straaler,
Hvid, som Skyens flagrende Gevandt,
Reen, som Draaberne i Blomstens Skaaler
Sad paa Marmorkistens høie Kant
Herrens Engel; og hans milde Tale
Løfted Sorgens Slør fra deres Sind,
Tørrede, liig Aftenvinde svale,
Smertens Taarer af den blege Kind.
Ene, langs med Kildens Bølger
Gaaer Maria Magdalena,
Ei hun med de Andre følger,
Veed ei, Herren er opstanden.
Gaaer Maria Magdalena,
Og den Smerte, Brystet dølger
Strømmer ud i Taarer klare.
Men i Skovens Dyb hun plukker
Vilde Roser og Cypresser;
Slynger saa, imens hun sukker,
Sammen Blomsterne til Krandse.
Hen til Biergets Hvælving bære
Vil Maria disse Krandse;
Hendes Offer skal de være,
Kiærlighedens sidste Gave.
Og med Blomstens lette Duften
Blander hun sin Længsels Sukke.
De skal stige giennem Luften
Høit om hendes Kummer tale.
Men en Stemme da hun hører:
„Hvorfor græder Zions Datter?
Er det Sorg, som hende fører
Hen i Cederskovens Skygger?”
„„Er du Gartner her i Haven,
O saa siig, hvor Jesus hviler;
Thi han er ei meer i Graven,
Dækkes ei af Marmorstenen.””
Kun eet Ord: „Maria!” siger
Stemmen nu saa mildt og kiærligt,
Og fra hendes Øie viger
Tvivlens Slør, da hun ham kiender.
Der, hvor nylig Taaren trilled,
Og mens Øiet paa ham dvæler,
Ud hun strækker sine Arme.
Men tilbage Jesus træder:
Thi med jordisk Haand ei længer
Tør han røres; og hun græder
Glædestaarer for hans Fødder.
Ene, langsmed Kildens Bølger
Gaaer Maria Magdalena,
Og den Glæde, Brystet dølger,
Jubler høit fra hendes Læber.