Langtfra de rislende Vover,
Langtfra den blomstrende Eng
Jesus i Ørkenen sover,
Haard er hans eensomme Seng;
Jesus i Ørkenen hviler
Ved Pyramidernes Fod;
Høit giennem Skyerne iler
Fuldmaanens Glindsende Flod.
Ud over Sandhavets Øde
Støtternes Skygger gaae:
Men deres Toppe, de røde,
Funklende stirre derpaa:
„Kunde vi saadan os kaste,
„Havde blot Vinger vi,
„Snarligt vi da skulde haste —
„Vorde fra Lænken frie.”
Tusinder Aar de skued,
At Vinden Skyerne drev.
At Solens Øie det lued
Og Sandet glodende blev;
Og dybe tusindaars Vunder
Langs ad deres Sider groe,
Hvor Slangerne krybe under
Og Ørkenens Fugle boe.
Rundtom dem Bierge og Dale
I selsomme Former laae;
Men Alting var som i Dvale,
Som Døden hviled derpaa.
Det var som mægtige Bølger,
Der stivned for Herrens Haand,
En Grav, der i Skiødet dølger
En virksom levende Aand.
Thi naar de glødende Vinde Vildt
giennem Ørkenen foer
Fra Biergenes fierne Tinde
Med Døden i deres Spor:
Da gik det henover Sandet
Med Hviin og med hule Brum,
Og som i en Storm paa Vandet
Hvirvlede Bølgen sit Skum.
Da var der vildsomt at vanke
Giennem det vrede Hav,
Og vel maatte Hiertet banke
Paa Fortidens øde Grav.
Men nu var Naturen stille,
Hvor Jesus i Slummer laae;
Kun enkelte Vindpust milde
Henover Sandet gaae.
Roligt det mægtige Hierte
Banked i Ørkenens Bryst,
Og over den gamle Smerte
Hvilede Midnattens Trøst.
Fiernt om Oasernes Kilde,
Ved Daddelpalmernes Rod,
Samled stg Dyrene vilde
Og hviled den trætte Fod.
Men Midnattens Stierner funkle
Og Fristelsens Stund er nær,
Hvor Nattens Skygger de dunkle
Skal kæmpe med Lysets Hær.
Da samle sig Mørkets Tanker
Og hvile paa Jesu Bryst;
Og lytte, hvor Hiertet banker,
At dræbe dets Mod og Trøst.
Ene i Ørknen han sover,
Ene, af Jorden forladt;
Men Herrens Øie er over
Hans Slummer i tause Nat.
Fromhedens kiærlige Engel
Hviler sin Kind til hans Kind,
Skiærmer som Blomsterstængel
Ham i den natlige Vind.
Medens han slumrede rolig.
Fristelsen steg i hans Bryst,
Kaldte fra Drømmenes Bolig
Koglende Billeders Lyst.
Ørkenen stiftede Farve,
Skiftede Dragt for hans Blik,
O g af den visnede Larve
Skiøn som et Paradis gik.
Hvor Havet kiærligt skiælver
Ved Jordens varme Bryst,
Og Himlen herligt hvælver
Sig over al dens Lyst;
Hvor skiøn foruden Lige
Solen staaer af sit Bad,
Mens milde Dufte stige
Fra Blomsterkronens Blad;
Hvor Daddelpalmens Kroner
Gynge sig over Vang,
Mens Vestenvinden toner
Til Kildevældets Sang;
Hvor Havets Bølge spiller
Sin vante Melodie,
Og løfter sig og triller
Den vaade Kyst forbi;
Hvor Skovens stille Giemme
De mørke Skygger staaer.
Og Fuglens klare Stemme
Igiennem Lunden gaaer;
Hvor Rankens Stængel slynger
Sig om Cypressens Arm,
Som sorgløst Livet gynger
Ved Dødens kolde Barm:
Der Jesus var i Drømme,
Did gik hans Tankers Fied,
Og Livets fulde Strømme
Forbi hans Slummer gled.
Da vaagned han — og Drømmens rige Farver
Forsvandt for Øiet i den øde Nat;
Og Ørknens Taage iisnede hans Lemmer,
Mens Nordenvinden sused over Sandet.
Og, som han nys ved Søvnens milde Bryst
Omringet var af hele Sydens Rigdom,
Af Rosens Vellugt, Palmens søde Frugt:
Saa piinte Hungren dobbelt nu hans Hierte.
Thi alt i fyrgetyve lange Dage
Nu Solens Straaler havde brændt hans Isse,
I fyrgetyve Nætter Ørknens Storme
Omkring hans kolde Leie havde hvirvlet;
Og ikke lædskede Cisternens Vand,
Det kølige, hans Læber; Himlens Taare
Sank ikke ned at dæmpe Sandets Gløden.
Han skulde lide — saa var Herrens Villie;
Thi Siælen giennem Lidelsernes Lue
Først hærdes maatte, før den skulde prøves.
Og overvældet af de svære Sorger
Den Himmelste sank ned og bad til Herren.
Men giennem Gravenes uhyre Rifter
Foer Ørknens Vinde, susende i Natten.
Langt borte hørtes stærke Vingeslag,
Og stedse nærmere de kom i Stormen:
Da stod Gehennas Engel ved hans Side.
Hans Blik var mørkt, som Biergets dunkle Huler,
Og hvid var Kinden, som den blege Synd.
Et Dyb hans Hierte var af Trods og Tvivlen,
Som Sorgen havde dækket med sit Slør.
Stor var hans Magt, hans var den halve Verden;
Men Dybets Krone bar hans stolte Hoved.
— Saa stod hos Jesus Englen fra Gehenna,
Stød Lognens Gud hos Sandheds rene Fyrste.
Da lød hans Stemme giennem Nattens stille,
Liig Kildens Hvisken dybt i Biergets Skiød:
„Hvi sørger Lysets Søn? — Din er jo Magten.
„Hvi bede ydmygt, hvor Du selv kan handle?
„Byd Stenen for Din Fod at vorde Brød,
„Lad Rankens Drue spire frem af Sandet,
„Og Kilden risle fra de gamle Grave!”
Da kæmped det i Jesu Bryst; — men seirrigt,
Og klart lod Ordet fra den Frommes Mund:
„Ei er i Brodet ene Livets Kilde
„Men i hvert evigt Ord fra Herrens Læber!"
Nu greb ham Englen i sin stærke Arm,
Som Nattens Skygge favner Lysets Strømme
Og Oceanets Bølger Dagens Stierne.
Bort giennem Ørknen fløi de, over Havet,
Op mod Judæas cederkronte Høie,
Og standsed Flugten først paa Templets Tind.
Hvor herlig er det høie
Jehova-Tempels Pragt!
Dets Glands liig Herrens Øie,
I Guld og Purpurdragt.
Høit over Land det hæver
Sit stolte Hoved op;
En gylden Krone svæver
Om Spirets ranke Top.
Det er et Billed mægtigt
Paa Magtens høie Drot,
Det er et Aftryk prægtigt
Af Herrens Himmelslot.
Langtnede, over Byen
Taus hviler Søvnens Nat;
Høit oppe, fiernt i Skyen
En Stierne glimter mat.
Hvor nylig Livet rørtes,
Var øde nu og tyst,
Og ei en Stemme hørtes
Selv fra Naturens Bryst.
Dybt, under Altrets Buer,
I Helligdommens Skiød,
En evig Lampe luer
Med Guldets Funklen rød;
Den lange Straale iler
Igiennem Dybet op.
Og zittrende sig hviler
Paa Templets gyldne Top.
Der standsed de, paa Kuplens høie Hvælving,
Og rundtomkring dem aabned sig en Afgrund;
Thi høit laae Templet over Israels Stad,
Og Pinien og Platanens brede Top
Knap naaede Tempelmurens Marmorbuer
Og atter talte Englen giennem Natten.
Hans Stemme lod som Vinterstormens Susen
Blandt vissent Løv og mellem nøgne Stammer:
„Er Du Jehovas Søn, saa viis Din Magt!
„Styrt Dig fra Templets Tinde ned i Dalen,
„Sving Dig paa Kraftens Vinge giennem Sky;
„Thi vist Din Fader sender sine Engle
„At bære Dig, saa let, som Vestenvinden
„Kan bære Blomstens Blad paa sine Vinger!”
Da kæmped atter det i Jesu Bryst;
Men Lyset seired. Vinden bar hans Stemme
Henover Staden, som et mægtigt Varsel,
Der skulde lyde til en sildig Slægt:
„Din Herre og Din Gud du skal ei friste”
Da greb ham Englen atter i sin Arm,
Til Flugt sin Vinge hæved han og svang sig
Bort fra Judæa til de fierne Bierge,
Hvor Himalaya løfter paa sin Ryg
Den sneebedækte Top høit over Jorden.
Belyst af Solens Blikke,
I sneehvidt Klædebon,
De høie Kæmper drikke
Af Skyens rige Haand.
De drikke Ætherluften
Og Himlens klare Regn,
De suge Blomsterduften
Fra Jordens dybe Egn.
Men høiest blandt dem Alle
Dhawalagiri staaer,
Og Konge de ham kalde
Med Kronen paa hans Haar.
Rundtom hans Hoved gynge
Sig Skyerne i Dands,
Og omkring Issen slynge
De Evighedens Krands;
Et Baand af Roser hvide
Med mørke Graner i;
Thi Tidens Bølger glide
Hans stærke Fod forbi.
Der staaer han nu og døommer
Om, hvad paa Jord han saae,
Og ned ad Kinden strømmer
Som Taarer Kilden blaa,
Saa vide Øiet skuer
Udover Hav og Land,
Mens Morgenrøden luer
I Horizontens Rand.
Der standsed de, for sidste Gang, paa Bierget,
Og Solen aabnede sit klare Øie
Og sendte Lyset over Jorden ud.
Udbredt for deres Blik laae Indiens Have
Med sine høie Skove, farverige Blomster,
Med sine store Floders hvide Sølv.
Og hele Verdens Rigdom her var samlet;
Thi Sydens Yppighed og Nordens Kraft
De Farver var, hvormed Naturens Pensel
Sit skiønne Billed havde malt paa Jorden.
Her standsed de og Englen strakte Armen
Udover Jord og hævede sin Røst.
Det lød som Bølgens Sang mod Klippens Stene,
Som Havets Brusen giennem Biergets Huler:
„See Alt er mit — den halve Jord er min;
„Men Dig jeg skienke vil dens Rigdoms Fylde,
„Hvis Du vil knæle, kalde mig Din Gud!”
— Da var der ingen Kamp i Jesu Bryst;
Men høit han reiste sig paa Klippetinden,
Og høit hans Læber talte Lovens Ord:
„Viig, Frister! bort; thi skrevet staaer: Din Gud
„Du skal tilbede, dyrke ham allene!"
Da flyede bort Gehennas mørke Fyrste.
Men Lysets Engle bare deres Konge
I Vindens Susen til Judæas Dale. —