Der er Sorg og Kamp paa Verdenshavet,
Stærke Storme over Bølgen gaae,
Og mit Haab mod Klipperne de slaae,
Saa det bliver knust og dybt begravet.
Tornekrandsen trykker om min Pande,
Mens jeg bange maa ved Bredden staae
Og med bitter Smerte tænke paa
Alt, hvad der er dræbt af disse Vande.
Barndomslivets lysende Erindring,
Og mit unge Hjertes Fred og Lyst,
Og den kjække Tillid i mit Bryst,
Og min Hviles trøstefulde Lindring —
Alt er mistet, Alt er det beseiret;
Og bag Bølgen hist, fjernt i det Blaae,
Hvor min Fremtids gyldne Slotte laae,
Der har tunge Skyer nu sig leiret.
Alt er tabt, hvad har jeg vel tilbage?
Ikkun Korsets Byrde paa min Skulder,
Strid og Savn og Verdenslivets Bulder,
Og min Sorg og trøstesløse Klage.
Mine Taarer bort i Havet svinde,
Og mit Suk, det bliver ikke hørt —
Hvorfor er jeg hid til Livet ført,
Hvor der kun er Kamp og Sorg at vinde?
Saa jeg tænkte — da fornam jeg Toner,
Stærke, dæmpede som Orgelklang;
Sødt og kjærligt, som i Fuglesang,
Lød det om den evige Forsoner:
»Der er Fred i Verdens Strid at finde,
Der er Hvile for den trætte Sjæl,
For den Tørstige der er et Væld,
Som skal aldrig høre op at rinde.
Naar dig Livets Sorger tungest falde,
Og naar Korsets Vægt dig bøiet har:
Tænk da paa, at der var En, som bar
Korsets tunge Byrde for os Alle;
Tænk da paa, at der var En, som lagde
Verdens Synder paa sit Hoved ned;
Tænk paa Jesus; det var ham, der sagde:
»Jeg vil give Eder af min Fred!«