De store skyer farer
højt over mark og by
som raske rytter-skarer,
der mælder med fanfarer,
at frosten nu må fly;
og lyset og skyggerne leger på vang
og havet, der gråned, det grønnes påny,
og søen himlen svarer
med vårens glade sang.
Og lærkens fløjte lyder,
og markens muld er tør,
den stærke vårsol byder,
og frodig græsset skyder,
som stod forkuet før;
og skoven, der stritted og brunedes, bær
et perlende, grønnende, sitrende slør,
og grøft og dige pryder
de gyldne blomsters hær.
Jeg stirrer ud og sukker:
jeg synes, vårens hus
for mig sin løvsal lukker,
og ingen kilde klukker
med håbets milde sus;
mens verden er fuld af foryngelsens mod
med mylrende liv som i dansende rus,
jeg træt min pande dukker,
og flytter tungt min fod.
Når før min sjæl fik nemmet
de årle fugles sang,
når stormens vold var tæmmet
og blomster vejen bræmmed
og alle knopper sprang,
fornam jeg en higen, mit blod kom i kog,
da svulmed mit hjærte, og verden blev trang;
nu går jeg som en fremmed
bag vårens lyse tog.
Nu går jeg kun og kender
med tavs taknemlig hu,
at jordens dvale ender,
at solen atter brænder,
at jeg engang endnu
tør drikke en luft så livsalig og blid
og ikke forjoges til gravnattens gru
af livets barske fjender
i årets onde tid.
En grib i høsten bygger,
den har så lav en flugt,
og giftig sejd den brygger,
dens vinger jorden skygger,
og dagens lys er slukt;
på markerne stryger dens muldnede fjær,
den drypper af væde, den driver af fugt,
og tåge landet trykker
og sygt usaligt vejr.
En ørn fra øst sig svinger,
dens ham er bleg og stiv,
og vejret fra dens vinger
så koldt til marven stinger
som odden på en kniv,
den hugger med næb, og dens hungrige skrig,
når grådig den søger det bævende liv,
som dumpe klokker klinger,
der lyder over lig.
Da kommer én og binder
og læger sot og sår
den lyseste af kvinder
med røde runde kinder
og lange gule hår;
hun ler med de unge, gør oldingen glad,
med våren hun fødes, mod høsten hun går;
da hilser hun og svinder
bag skovens brune blad.
O kom igen tilbage
i gyldne blomsters skrud,
giv sundhed til de svage,
lad vår i sindet drage,
og bring det glade bud
fra solen, der funkler bag blånende sky,
vor fader, vor frelser, vor hersker, vor gud,
at efter mange dage
går livet frem påny.