Imorges i Kammerets høje Hal
stod Djævelen ved min Side,
og for at lokke min Sjæl til Fald,
han sagde: «Jeg gad vel vide,
af alt, hvorfra hun sin Trolddom faar,
de skønne Ting og søde,
hvoraf hendes dejlige Legem bestaar,
— de sorte og rosenrøde —,
hvad er vel sødest?» — O, min Sjæl,
du svared din Arveijende:
«Da hun er Balsam fra Hoved til Hæl
hvad skal jeg vel sødest finde?
Naar alt fortry lier mig, véd jeg ej,
hvad enkelt mest mig lyster.
Som Morgenrøden hun blænder mig,
som Natten hun mildt mig trøster.
Og altfor fin er den Harmoni,
som i hendes Legem klinger,
at jeg skulde vove den Melodi
at plukke itu med min Finger.
Thi Sanserne smeltes i sød Mystik
og alle til en sig blander —
hendes Aande er som hed Musik,
og Duft hendes Stemme danner.»