Stolt som en Levende af sin Væxt den fornemt fine,
med sit Lommetørklæde, sine Handsker, sin Buket,
er hun skødesløs og fræk og skamløs i sin Mine
som en mager Kokette, der tager Livet let.
Kan en Midje mere smækker paa Ballet nogen finde?
Hendes altfor lange Kjole i yppigt Foldekast
poser ud omkring en Fod, der vissen knibes inde
i en sløjfepyntet Sko, skøn som en Blomsterkvast.
Ved Nøglebenets Rand en Pibestrimmel kruses
— lig den kaade Bæk, der gnider sig tæt til Klippens Kant;
den uhyggelige Ynde, som under Barmen huses,
værnes af denne Strimmel mod sjofle Fingres Tant.
Hendes dybe Øjne dannes af Tomhed og Mørke;
hendes Hjerneskal, kunstfærdig besat med Blomsterskrud,
dingler leddeløst paa Hvirvler uden Styrke.
— O bedaarende Intet, som er sindssvagt majet ud!
Som Karrikatur vil hos dem du finde Dadel,
der beruses kun af Kød og dumme kaster Vrag
paa Menneskeskelettets ubeskrivelige Adel.
Du svarer, kære Benrad, til min kæreste Smag!
Men sig mig, kommer du med Grin og knoglet Kno
at forstyrre Livets Fest? eller mon en gammel Brynde
sporer dit levende Skrog til, letsindig i din Tro,
paa Lysternes Sabbat endnu en Gang at synde?
Til Sang af Violiner, ved Blus af Lys og Kerte
du haaber vel at skræmme din onde Maredrøm
og at kølne det Helved, som er tændt i dit Hjerte,
ved endnu en Gang at dykke i Orgiernes Strøm?
Uudtømmelige Brønd, der Last og Daarskab gemmer,
Retort, som destillerer den evige Grul
bag dine nøgne Ribbens krummede Tremmer
den umættelige Hugorm ser jeg vride sig endnu.
Dog frygter jeg, du vil, trods din Iver, faa at mærke,
at din ødsle Koketteren kun gør en ringe Høst;
thi hvem forstaar vel Spøg? Ak, kun de meget Stærke
tør lade sig beruse af Rædslens søde Lyst.
Dine Øjnes skumle Svælg gør Danserne forsagte:
De aander Svimmelhedens Malstrøm uden Hvil,
og ingen uden Beskhed og Kvalme tør betragte
dine toogtredive Tænders evindelige Smil.
Dog, hvem har ej en Benrad i sine Arme krystet,
ej næret sig af Grave, hvor Sæden voxer grøn?
Hvad gør vel Duft og Kjole og Blomster paa Brystet?
Enhver, som hykler Afsky, tror sig alene skøn.
Bajadere uden Næse, dine Skøgearme vinke,
sig dog til disse Dansere, der kvalmes i din Luft:
«I stolte Modelapse, trods Pudder og trods Sminke,
lugter I dog af Død, som Lig med Moskusduft!
Du falmede Antinous, Dandy med glatte Gummer,
graahaarede Forfører, fernisserede Skelet,
Dødningedansens Hvirvel hen over Eder skummer
og river Jer til Egne, I kender meget slet.
Menneskehjorden springer og danser sig til Døde
— fra Seinens kolde Kajer til Ganges’ hede Strand —,
men ser ej Domsbasunen gabe sig i Møde,
sort som en Bøssemunding, skjult i Loftets Rand.
O Menneskehed, hvor sindssvagt du dig krænger
I alle Himmelstrøg, staar Døden dig bog bi,
beundrer dig og Myrrhaduft som du i Haaret sprænger
og blander i dit Vanvid sin dybe Ironi!»