Sophus Michaëlis (1865–1932)

Jeg vil bygge dig et Alter fjernt fra Solens Flammer,

Madonna, Elskerinde, paa Bunden af min Jammer,

og hule dig en Nische dybt i mit Hjertes Nat,

lukket for spotske Blik, af verdslig Drift forladt,

og smykke rigt den ud med Azurblaat og Guld

— dér skal jeg rejse dig en Støtte underfuld.

Af mine slebne Vers, en Knipling af purt Metal,

kunstfærdig sammensvejfet med Rim som blankt Krystal,

jeg danner til dit Hoved en Krone høj og stiv;

af min Skinsyges Nag jeg vil som med en Kniv

i brede, plumpe Folder en Kappe ud dig skære,

hvis raa og haarde Foer mistanke-tungt skal snære

og lig et Skilderhus om al din Ynde falde

— med Perler ej brodert, med mine Taarer alle!

Din Robe være skal min Elskovstrang, der skælver

og synker i Bølgedale og højt i Storm sig hvælver,

min Elskovsdrift, der vaander sig og længes dig i Møde

og klæder i eet Kys din Krop den rosenrøde.

Jeg danner dig skønne Sko af min lave Ydmyghed,

som dine Gudindefødder skal træde i Støvet ned;

blødt som et Favntag skal de dine Fødder svøbe

og trofast deres Aftryk i Silkeformen støbe.

Og selv om ej jeg kan, trods nogen Kunst og Lære,

til Skammel for din Fod dig en Sølvermaane skære,

saa vil jeg lægge Slangen, der slider i min Sjæl,

o sejerrige Dronning, under din hvide Hæl,

at du, Forløsningssvangre, i Støvet stolt og glad

kan træde denne Øgle, der svulmer af Edder og Had.

Foran et Blomster-Alter med Dronningmøens Billed

har lig en Rad af Voxlys jeg mine Tanker stillet;

over Loftets Himmelblaa skal de Stjernegnister saa,

altid med Flammeøjne skal dig de stirre paa;

og hele min Beundring, min Sjæl den elskovsrige

lig Røgelse og Myrrha skal i Duftbølger stige,

og højt imod din hvide og snebedækte Tinde

min Aand skal altid storme i Damp og Hvirvelvinde.

Tilsidst, at helt du skal din Maria-Rolle sande,

og for barbarisk Grumhed i min Elskov at blande,

Dødssynderne de syv skal til Bøddelvaaben blive,

dem skærper jeg i Hævnnag til lange, tynde Knive,

og lig en kold Jonglør, der smidig er som Staal,

det dybeste i din Kærlighed jeg vælger til Maal

og planter en for en i dit Hjerte, saa det hamrer,

i dit Hjerte, saa det risler, i dit Hjerte, saa det jamrer.

Jeg vil bygge dig et Alter i et underjordisk Kammer,

Madonna, Elskerinde, paa Bunden af min Jammer,

og hule dig en Nische dybt i mit Hjertes Nat,

hvor spotske Blik ej naa, af verdslig Drift forladt,

og smykke rigt den ud med Azurblaat og Guld,

— dér skal du rejse dig, du Støtte underfuld.

Af mine slebne Vers, en Knibling af purt Metal,

kunstfærdigt sammenflettet med Rim som blankt Krystal,

jeg danner til dit Hoved en Krone høj og stiv;

af skinsygt Nag, Madonna, du dødelige Viv,

vil jeg i plumpe Folder en Kappe ud dig skære,

hvis stive, tunge Foer skal min Mistanke være

og lig et Skilderhus om al din Ynde falde,

— med Perler ej brodert, — med mine Taarer alle!

Din Robe være skal min Elskovstrang, der skælver,

og synker i Bølgedale og højt i Skum sig hvælver,

min Elskovsdrift, der vaander sig og længes dig i Møde

og klæder i eet Kys din Krop, den rosenrøde.

Jeg danner dig skønne Sko af min lave Ydmyghed,

som dine Gudindefødder skal træde i Støvet ned,

der som et Favntag blødt skal dine Fødder svøbe

og trofast deres Skønhed i Silkeformen støbe.

Og selv om ej jeg kan, trods nogen Kunst og Lære,

til Skammel for din Fod dig en Sølvermaane skære,

saa vil jeg lægge Slangen, der gnaver paa min Sjæl,

o sejerrige Dronning, under din hvide Hæl,

at du, Forløsningssvangre, i Støvet sejersglad

kan træde denne Drage, som svulmer af Edder og Had.

Foran et Blomster-Alter med Dronningmøens Billed

har lig en Rad af Voxlys jeg mine Tanker stillet;

over Loftets Himmelhvalv skal de Stjernegnister saa,

med Flammeøjne altid skal dig de stirre paa;

og hele min Beundring, min Sjæl den elskovsrige

som Røgelse og Myrrha skal i Duftbølger stige,

og højt imod din hvide og snebedækte Tinde

min Aand skal altid stige som Damp og Hvirvelvinde.

Tilsidst, at helt du skal din Maria-Rolle sande,

og for barbarisk Grumhed i min Elskov at blande,

Dødssynderne de syv skal til Bøddelvaaben blive,

dem skærper jeg med Vellyst til lange, tynde Knive,

og lig en kold Jonglør, der smidig er som Staal,

det dybeste i din Kærlighed jeg vælger mig til Maal

og planter en for en i dit Hjerte, saa det hamrer,

i dit Hjerte, saa det risler og hulkende sig jamrer!