Skønt dine onde Øjenbryn
over sære Blik sig højne,
der ikke har en Engels Syn,
du Hex med Fristerøjne,
jeg dyrker dig og dine Bud,
du Lidenskab, som kvæler,
i Andagt for dig knæler
som Præsten for sin Gud.
En Duft af Ørk og Skove
er filtret i dit sejge Haar;
en Sfinx dit Hoved ligner, naar
du vaagen synes sove.
Og fra dit Kød der staar en Duft
som fra et Røgelsekar;
en Rus, som du en Nymfe var
i Nattens svangre Luft.
Din Døs kan ingen Elskovsdrik
selv nok saa stærk fordrive,
dog kender Kærtegn du og Blik,
som vækker en Død til Live.
Din Hofte elsker rund og blød
din Ryg og dine Bryster,
og Hynderne dig kryster
i hed og henrykt Elskovsglød.
Og stundom for at døve
din Attraas dulgte Raseri,
du bider i dorsk Melankoli
med Kys dine Læber sløve
og flænger mig, du Vilde,
det er som Knivstik, naar du ler,
og siden paa mit Hjerte ser
med Blik saa maanemilde.
Under din søde Silkefod,
din Atlasksko den spæde,
jeg lægger min største Glæde,
min Skæbne og mit hele Mod,
min Sjæl, som læges skulde
af dig, du røde Lys og Lød,
du hvide Ild, du Lavaglød
i mit Sibiriens Kulde!