29. Juli 1896.
Dine Digte skal gaa som et levende Hegn
over Landet med kryddersød Duft,
dine Vers er en flagrende Rosenblads-Regn
i en Bølge af sommerlig Luft.
Jeg har jublet dit Navn fra en havregrøn Høj
— se, da blussed hver Tagsten i By,
da blinked i Solen hvert Spir og hver Fløj,
da trilred de Lærker i Sky.
Og jeg kendte i Rugen din rytmiske Gang,
og du svinged til Hilsen din Hat:
Din Krone, du Digter af kongelig Rang,
var af Ax og Kornblomster sat.
Du skal krones hver Sommer, naar Hø gaar i Hæs,
og dit Ry skal med Markerne gro,
du skal mindes, naar Køerne drives paa Græs,
og naar lystigt der danses i Lo.
Thi du fanged den lysende Nats Poesi
og Skovenes blaanende Spind,
og du virked den tyste Naturs Trylleri
i dit dejlige Elverland ind.
Og din Sang var saa frisk som den blomstrende Hyld,
hvis Duft blev vor Sommers Symbol,
og min egen fejreste Elskovs-Idyl
bar et Skær af din glødende Sol.
Dine Digte skal gaa som et levende Hegn
over Landet med kryddersød Duft,
de skal flagre igen som en Rosenblads-Regn
i en Bølge af sommerlig Luft.