Exiit ad coelum ramis felicibus ar bor.
23. Juni 1896.
Hans Liv var som et løvrigt Træ,
der bærer Frugt paa Frugt i Læ
af lykkerige Ranker.
En Strøm saa sund som Plantesaft
gav Livet lutter Blomstrekraft
— kun Handling var hans Tanker.
Som Dagen blank hans Øjes Skær,
saa fyrig travl hans hele Færd
som selve Somrens Grøde,
der driver hvert et Frø af Muld
og modner Markens Korn til Guld
og lader Frugten gløde.
Hans Smil var lyst som Morgengry,
hans Mod et Solskin over By,
til daglang Gerning rede.
Hver Aften tog hans Tanke fat
paa Kunst- og Fortidsminders Skat,
alt det, han vilde frede.
Kun den, der planted Livets Frø
og saaed Handling, skal ej dø,
men tro af Livet mindes.
Hver Gang i Blomst Naturen staar,
hans eget Minde Knopskud faar,
— hans Navn til Somren bindes.
Vi mange, som har kendt hans Ild
og set ham virke myndig, snild
og følt hans Hjertes Gløden,
— vi hører end hans Stemmes Klang,
ser Øjet lyse end en Gang,
— vi hilser ham trods Døden.
Endnu hans Spor er ikke tabt,
end trives alt, hvad han har skabt,
hans Værk vil længe skinne.
Hvert Aar i Solens fulde Glans
der flettes skal en Sommerkrans
til Gustav Lotzes Minde.