Du Hav, som kan risle mig ren
og tvætte min Fod for den plettende Jord,
en Gang skal du blege mine Ben
og skylle dem hvide som Perlemor.
Jeg elsker dit grønne forførende Spil,
dine hvide skummende Hænder,
som vinker derud, hvor jeg selv ikke vil,
til Dybder, jeg ikke kender.
Og Vinden stopper mit Øre med Sand,
der lister sig ind i min Hjerne,
— o fyld mine Sanser, du sugende Vand,
jeg følger dig jo saa gerne.
Derude fra Dybet sig hæver en Sang
i det Blaa som blinkende Stene —
jeg ved, du kalder mig Gang paa Gang,
du Evighedens Sirene.
en Kvinde og Hænderne vrider
og svøber sig ind i sit svømmende Haar
og nynner og navnløst lider.
Hun græder, for Lykken er altfor nær:
hun holder den i sine Hænder,
den Mund, som i Verden hun mest har kær,
hun føler den mod sine Tænder.
Og Længslen strækker sin Vinge til Flugt
for straks paa Sandet at dale —
Ak, blev da Længselens Himmelflugt
kun om Reden en kresende Svale!
Selv her, hvor Stormen mod Klittens Væg
i vildest Brænding kan hyle,
selv her i Sandet en Rede med Æg
har den bølgetrodsende Ryle.
Man græder, naar Lykken er altfor nær,
og Dybdernes Havmænd vinke.
Strandkarsen kan synes saa hjemlig kær,
men paa Havet de Skumblomster blinke.
Man græder, naar Lykken man har i Haand,
ej mer kan erobre, kun miste.
Man føler om Halsen et Favntags Baand
og ønsker, at det maa briste.
Den Lykke, man aldrig har fløjet op,
den længes man mod alene —
du synger bag blinkende Bølgers Top,
du Evighedens Sirene!